‘Intermezzo’: Sally Rooney overgår forventningerne med suveræn roman om at leve videre, mens ens verden bryder sammen

ROMAN. Hvad er der egentlig i vejen med at skrive nogenlunde samme bog igen og igen? Intet, hvis man kan gøre det lige så suverænt som Sally Rooney. Hendes fjerde roman, ‘Intermezzo’, formår at være på én gang mere dyster og håbefuld end hendes tidligere.

Rooney er et sjældent fænomen af en forfatter. Den slags, hvis romaner udkommer simultant på alle sprog og får boghandlere til at holde midnatsåbent. Den litterære verdens blå supermåne.

Med fænomener medfølger der selvfølgelig ikke bare hype og endeløst mange think pieces (er hun overvurderet? sin generations stemme? for sentimental? for lidt politisk?), men også forventninger.

Lad os begynde med et par af dem for lige at forene de uindviede med de allermest fanatiske medlemmer af Rooneys kult: Atomerne i Rooney-verset er ulige magtforhold, misforståelser, samtaler uden anførselstegn, (mere eller mindre kedelig) sex, politik af den kapitalismekritiske variant og religion af den katolske.

Og ‘Intermezzo’ leverer varen, men overrasker også: Med mere akutte, klaustrofobiske følelser, eksperimenterende sprog og sexscener, hvor der faktisk (endelig!) er en masse på spil.

Bogen begynder i de desorienterende uger efter Ivan og Peter Koubeks fars begravelse. Mens den ene bror finder trøst i et nyt forhold, er den anden mildest talt ved at gå fra forstanden over sine kærlighedsforviklinger.

Ivan, som er i starten af tyverne, møder fraskilte Margaret på 36 til et skakarrangement i en irsk landsbys kulturcenter, hvor hun arbejder. Peter er 32 og – finder man gradvist ud af – forelsket i to kvinder: Naomi, hans yngre, sorgløse sexpartner, og Sylvia, hans jævnaldrende ekskæreste med hvem han har ligeværdige, stimulerende samtaler.

Det er tæt på blasfemi, da Sylvia siger til Peter, at »livet er jo mere end bare snak«. For en Rooney-roman ville være meget kort uden samtalerne, der er rørende, rammende og afslørende. Især denne gang, hvor karaktererne virker mere oprigtige end selvbevidste.

»Jeg talte vildt meget om skak, jeg ved faktisk ikke hvorfor. Jeg var nok bare lidt nervøs, for jeg har ikke så meget erfaring med den slags situationer. Men det ville jeg ikke gøre en anden gang. Hvis vi sås en anden gang, altså. Jeg ville være helt anderledes«, siger Ivan til Margaret i et telefonopkald.

Det er ikke kun hans ord, men hele hans væsen, der hænger i luften og dirrer. Det er lidt på bekostning af Rooneys tørre humor, mest vidunderligt knasende i debutromanen ‘Samtaler med venner’, men det er det hele værd.

I modsætning til den socialt akavede skakspiller Ivan, der overvejer sine ord lige så nøje som sit næste træk, har Peter den overfladiske selvsikkerhed og medfølgende evne til at snakke løs uden videre omtanke. Han har ikke overraskende deltaget i debatkonkurrencer under sin studietid og arbejder nu som menneskerettighedsadvokat i Dublin.

Brødrene har på grund af aldersforskellen haft forskellige barn- og ungdomme, hvilket bliver afgørende for deres forhold til og sorg over deres afdøde far. Konflikten mellem dem virker til at have ligget i dvale hele deres liv, men vågner brat, da Peter – en smule hyklerisk – sætter spørgsmålstegn ved Ivans relation til Margaret:

»Han kunne have været lidt fordomsfri og følsom i stedet for straks at kaste sig ud i fordømmelse og hån. Peter er i bund og grund et dårligt menneske, tænker Ivan, og det ville ikke gøre den store forskel i Ivans liv, hvis han aldrig så eller talte med ham igen.«

Samtidig er trekantsdramaet med Sylvia og Naomi mest dramatisk for Peter, der med sit begær af to kvinder på samme tid kommer i eksistentiel konflikt med sine politiske og moralske overbevisninger om monogami.

»Som om han har prøvet at nå til enden af sine lyster, se hvad der i sidste ende er. For så at opdage, at hans lyster, selv når de bliver øjeblikkeligt, vidunderligt tilfredsstillede, bare gør ham stadig mere ulykkelig og sindssyg. Vil have for meget. Vil elske, elskes. Af hende, ja, men ikke kun«, lyder det fra Peters perspektiv.

Rooney, der ellers holder af stringente sætninger, slipper sproget mere fri i Peters fragmenterede bevidsthedsstrøm og slipper godt fra det.

Det er heller ikke kun Peter, der går nærmest katolsk balancegang mellem nydelse og lidelse. Det gælder også Sylvia, som ikke kan have penetrationssex på grund af kroniske smerter, og Margaret, der er tynget af den sociale stigmatisering ved at være den ældre kvinde. Er det forskellen på at være i trediverne og tyverne, der er på spil, når romanens yngre karakterer derimod ikke opfatter deres nydelser som spor syndige?

I ‘Intermezzo’ er der ikke tale om blink-og-du-misser-det klasseteori for begyndere som i Rooneys mest kendte roman ‘Normale mennesker’ eller lange pseudo-filosofiske email-korrespondancer om verdens generelle kollaps som i ‘Skønne verden, hvor er du’. I stedet bliver Dublins boligkrise et afgørende subplot, mens der zoomes svimlende tæt ind på Ivan og Peters egen verden, som er brudt sammen.

Selvom brødrene på sin vis er omdrejningspunktet, er Margaret, Sylvia og Naomi lige så afgørende brikker på brættet. Ingen af deres identiteter eller overbevisninger er faste – heller ikke dem, der er givet af alders- og kønsforskelle.

Peter behandler Ivan som et barn og opfører sig selv som et. Sylvia er rolig og fornuftig, indtil hun får sine egne følelser i klemme. Naomi tager ansvar, så snart Peter har brug for hende.

Sådan skubber de sig væk fra og nærmer sig hinanden igen  – forsigtigt, plaprende, modvilligt. Det er så mesterligt koreograferet, at jeg tilgiver, når Rooney bruger beskidte tricks (som en telefon, der er gået ud) for at sætte karaktererne skakmat.

‘Intermezzo’ er en inderlig, velkomponeret og umiskendelig Rooneysk roman. Den hidtil bedste af slagsen.

---

Kort sagt:
Sally Rooneys andre romaner gik, så ‘Intermezzo’ kan løbe.