‘Sort Samvittighed #4’: En sublim sang til menneskeheden spækket med snedige stikpiller
TEATER. Forestillingen er intet mindre end en hyldest til det vigtigste af alt; kærligheden, som vi ifølge Sort Samvittighed bestemt ikke skal fri os fra.
Men hvad gør man, når ungdomsglansen er falmet, når troen på kærlighed ikke længere er en selvfølge?
Kunstnerkollektivet svarer ved at tage hinanden i hænderne og gå på opdagelse. Gennem en række sketches maler de et portræt af menneskeheden i alle dens tragikomiske facetter. Og det er både sublimt og skidemorsomt.
Der er noget blåøjet over åbningsmelodien til ’Sort Samvittighed #4’. Burlesk uniformeret med sminke og rød tud synger kollektivet lige så unisont hinanden op, som var det en parodi på en feministisk marchsang.
Deres naive gejst er næsten lidt irriterende, men det slår mig, at de blot har fanget mig i fortællingen; for pludselig er mor sgu træt, og virkeligheden rammer kollektivet, hårdt, da de med rengøringshandsker på hovedet, hænder og fødder må forholde sig til støvsugerens insisteren.
Sort Samvittighed er simpelthen blevet voksne og verden alvorlig. Imod hverdagens kedsommelighed tager kollektivet til genmæle i blandt andet sangen, og i deres musikalske univers runger et monumentalt ’vi’ forenet i kærlighed og kunst.
Let og elegant udvikler scenografien sig og lægger forskellige rum til forestillingens sketches i så glidende overgange, at jeg ikke bemærker det og på intet tidspunkt keder mig.
En blomstrende rig og blæret scenografi, vel at mærke, hvilket især kommer til udtryk, når kollektivet stiller skarpt på vores higen efter autenticitet. I en af sketchene er de linet op side om side og plaprer hver især om, at de langt om længe er blevet til sig selv. Men hvad vil det egentlig sige at blive sig selv?
Listigt sænker en pose i en snor fra loftet sig som druer på en klase, og inden i den pose, dér er det, de vil have! Dér er forløsningen, og forløsningen er selvfølgelig lange, røde næser, de alle tager på og understreger klovnelooket med.
Næserne kan trækkes ud og blive længere, og mere vil jo have mere, indtil de har trukket dem så langt ud, at de ligner totale idioter og tilmed begynder at konkurrere om længder. Pyntesygen sat på spidsen.
Indslaget får publikum til at hyle af grin og fremhæver samtidigt en hel aktuel udfordring ved mennesket, nemlig at vi ikke kan forbruge os til en identitet. At vi i den navlepillende jagt på selvrealisering blot finder en fremmed, for vi er kun noget i kraft af hinanden.
’Sort Samvittighed #4’ er spækket med den slags snedige stikpiller. Som når kollektivet på klodset vis skal samarbejde om at bygge et hus, hvor spørgsmålet om dit og mit, grænser og grænseoverskridelser trænger sig på.
På den ene side er en af søstrenes monolog om respekten for grænser dybt morsom, fordi den er så hysterisk. På den anden side vækker sketchen unægteligt billeder af krig og konflikt og giver forestillingen et præg af civilisationskritik.
Lavkomisk forklædt og eminent leveret sætter ’Sort Samvittighed #4’ latter- eller hjernemusklen, eller begge, afhængigt af humør, på arbejde.
For ikke at nævne tårekanalen, når de går til stålet og synger medfølelsen og menneskeligheden, ansvaret og kærligheden op i kuldegysende vendinger. Især under afslutningen, som jeg nødigt vil spoile, men hvor kollektivet rækker hånden helt ud til publikum.
Man kan umuligt gå helt tomhjertet fra Sort Samvittigheds nye kollage af komik, omtanke, musik og sang. Ej heller tomhændet, hvis en lækker folder skulle være noget for dig.
I folderen medfølger sangteksterne, så hvis du griber den før forestillingen, kan du jo synge med.
Kort sagt:
Med det meget menneskelige storværk ’Sort Samvittighed #4’ kan Sort Samvittighed have god samvittighed.