REPORTAGE. Hvor går man hen, hvis der er noget, man har brug for at sige højt?
Nogle går på internettet, andre klippeklistrer deres fortælling sammen, laver en selvudgiven papirpublikation ud af det og kalder det et zine.
Det gælder blandt andet deltagerne på festivalen CPH ZINE FEST, som i år bliver fejret for 10. gang på Kapelvej 44 i København.
Denne lørdag holder festivalen et marked fordelt over en gymnastiksal og en café, som begge er blevet fyldt til bristepunktet med mennesker og borde. Bag dem sidder de såkaldte »tablers«. Det er stadeholderne, som er på markedet for at sælge deres zines.
Et zine er typisk et fotokopieret hæfte med tegninger, udklip og skrift, som man selv har udgivet i et lille oplag. På CPH Zine Fest finder man dog også udgivelser trykt på lækkert papir med en risoprinter og tegneserier, der er limet i ryggen.
Som udtryksform har det i årtier været forbundet til miljøer og bevægelser uden for mainstreamkulturen.
Eksemplerne er mange og brogede. Et er Iklipsx, der udsprang fra og handlede om det danske punkmiljø i slutningen af 1970’erne, mens undergrundsgruppen Queer Jihad fra 2005 udgav zines for at gøre op med »den heteroseksuelle verdensorden«
Men hvad skal vi med zines i dag? Det er jeg taget til festivalen for at finde ud af. For noget tyder på, at zinemediet lige nu oplever en renæssance.
For i år er det første gang, at der ikke har været plads til alle, der gerne ville sælge deres zines på CPH ZINE FEST. Faktisk måtte arrangørerne lukke tilmeldingen kun et døgn efter, at de 84 boder åbnede for tilmelding.
Platform for marginaliserede perspektiver
Bag et af bordene i gymnastiksalen i det grafittimalede kulturhus sidder kæresteparret Rebekka-Bernadette Myttersen og Mone Blomsterbæst, der deler en stand og blandt andet sælger deres tegneseriezine ‘Funny dogs & roach’, som de har printet på orange papir.
På skift har de tegnet de paneler, som en tegneserien er bygget op af. De gav sig selv otte minutter til hvert panel, forklarer de, og så skulle de tegne videre der, hvor den andens pen lige havde sluppet papiret.
Der er en umiddelbarhed og noget fandenivoldsk, som karakteriserer zinemiljøet, fortæller Rebekka-Bernadette Myttersen, der i selvsamme miljø er kendt under aliaset Bennizone. I dagens anledning er hun iklædt en blazer med et print af grønne blade og biller. Det er særligt de lidt punkede og queer typer, som laver zines, uddyber hun.
I zines kan man nemlig læse om emner, man ikke læser om andre steder, har hun erfaret. Blandt andet sex, kroppe og køn.
»Præcis som det er, i stedet for at det kommer igennem en si først«, siger hun.
På festivalen bladrer jeg ganske rigtigt igennem mange zines med de temaer. Nogle handler om at tage nøgenbilleder, andre om at være aseksuel eller queer. Der er også zines om menstruation, om at blive mor, om at fravælge børn.
»Zines er for folk, der har budskaber, de vil dele«, siger Mone Blomsterbæst.
»Derfor er det meget mere hudløst. Her på markedet kan du læse tegneserier, som er meget længere fremme, når det kommer til at beskrive køn i forhold til forlagsverdenen«.
For hvis man selv udgiver, skal man ikke tage hensyn til, hvad et forlag mener, der er penge i, uddyber hun. Derfor er zines en platform for mange marginaliserede perspektiver.
Zines som samtalestarter
Kulturhistorisk er zines blevet brugt i græsrodsbevægelser og i undergrundsmiljøer, fordi de har været billige, nemme og hurtige at producere. Hensigten har været at sprede information og ikke at tjene penge.
Samtidig er en anden tendens vokset frem, hvor zinet er blevet kunstobjekt. Her er tanken at sælge sin kunst på egne præmisser i en presset branche præget af prekære vilkår og lønninger, som for mange kunstnere er svære at leve af.
På festivalen er der heller ikke kun zines til salg, men også diverse dimser som øreringe, køleskabsmagneter og T-shirts med tryk i folks eget design. I en af boderne sælger en stadeholder punge lavet af mælkekartoner. Hendes hår er sat op i et spænde med et påklistret barbiedukkeben.
Der er en jævn strøm af besøgende på markedet, og snart må man smyge sig om hinanden mellem standene. Her er så mange mennesker, at en besøgende taler om en »lugt af numse« i gymnastiksalen.
Et sted i mængden sidder Triss Baranyai, der selv er med for femte gang, men for første gang har fået hevet veninden Saga Kapna med.
»For mig handler det ikke bare om at vise det endelige værk, men at kunne fortælle om processen bag og starte en samtale. De spørgsmål, som andre stiller til mine ting, bliver jeg inspireret af«, siger Triss Baranyai.
For Saga Kapna et det et eksperiment at stille sine ting frem til skue. Et af de zines, hun har med, handler om, hvordan man laver et planteterrarium og fylder ikke mere end en håndflade.
Nær venindernes bord bliver der solgt anarkistiske zines til bestem-selv-pris. Men det er ikke for købernes skyld, fortæller sælgeren, der ikke vil stå frem med navn og blandt andet sælger zinet ‘Hot debrief’, der er digte skrevet efter en demonstration mod våbenvirksomheden Terma i Søborg.
»Det forvirrer folk, at de selv skal sætte prisen«, siger sælgeren og tilføjer:
»I vores samfund forventer folk, at ting foregår på én bestemt måde«.
I år synes det dog i høj grad at være de personlige fortællinger, der fylder zinesiderne ud. Men politiske holdninger kommer også til udtryk på andre måder på festivalen.
I en bod kan man tage klistermærker, som udtrykker solidaritet med Palæstina, ligesom en tabler bærer det palæstinesiske tørklæde keffiyeh. En anden har hængt tørklædet op på en stige lige under et stykke papir med deres MobilePay-nummer.
På en træstub ved indgangen til gymnastiksalen har nogen lagt en bunke røde zines med digte i. Et af dem er henvendt til statsminister Mette Frederiksen.
»Hope you rot, in a cold den«, står der blandt andet.
En luge ind til hjerter og hjerner
Folk går igennem gården med kalabaskrus til matedrik og store caffelatteglas fyldt med sort kaffe. Flere bærer deres nyerhvervede publikationer og print under armen, som var de forretningsfolk med attachemapper.
Her står en af de frivillige arrangører bag festivalen, Sandra Sundquist, der både sælger sine egne ting og merchandise fra festivalen. Blandt andet en lap, som man for eksempel kan sy på en vest. Det sender tankerne tilbage på CPH Zine Fests første år i Ungdomshuset.
For hende har zines været en måde at gøre sig fri af sine egne usikkerheder på.
»Med zinemediet slap jeg tanken om, at det, jeg lavede, skulle være noget særligt, og at jeg skulle være et eller andet kunstnerisk geni«, siger hun.
Hun har på fornemmelsen, at mange har det på samme måde.
»Det at lave zines giver mange en form for eksistensberettigelse. En følelse af, at de har lov til at være her. Måske endda at kalde sig kunstnere«, siger hun.
Hun vil have, at CPH Zine Fest skal være et samlingssted for dem, der ikke helt føler sig tilpas i normale kunstnermiljøer. Eller måske i samfundet helt generelt.
»Vores zines og magasiner er en luge ind til vores hjerter og hjerner«, siger hun.
Fra gården bevæger jeg mig ind i cafélokalet. Her har en stadeholder udsmykket væggen bag sig med udrevne sider fra den seneste tilbudsavis fra Netto. »Aktuelle tilbud«, kalder sælgeren spøgende kunstværket.
På festivalen er mange aldersgrupper repræsenteret, og nogle stadeholdere er også børn, som de seneste år også er blevet faste gæster.
I caféen møder jeg også Louise Bang Olesen, der har haft stand de sidste ni år. Hun har set festivalen blive større og større og flere forskellige slags folk og udtryk komme til. For eksempel kunsttryk og anime.
Da hun var med første gang, deltog hun med et zine om at »have en tyk krop i en verden, hvor alle gerne vil have, at man er tynd«, nemlig ‘Tykzine’. Det gad hun ikke undskylde for længere, og derfor er hun blevet kaldt repræsentant for den aktivistiske del af zinemiljøet.
Selvom det var noget sårbart i at sidde ved et bord og dele det budskab med omverden, giver det også en mulighed for at opnå en intimitet med helt fremmede mennesker, fortæller Louise Bang Olesen, der siden hen blandt andet har lavet et zine om at have aborteret.
»Jeg har oplevet, at folk har samlet mit zine op og delt deres oplevelser med mig«, fortæller hun.
For hende er noget af det fede ved at komme tilbage på CPH Zine Fest at se gæster et år blive til stadeholdere det næste.
»Det er jo ren indoktrinering, vi har gang i«, siger hun og griner.
Lidt i seks skal festivalen til at lukke for gæster. Men slutningen er i virkeligheden begyndelsen på dagens højdepunkt for mange af stadeholderne. De skal nemlig bytte zines med hinanden.
Det er særligt her, de mærker det fællesskab, de egentlig er kommet for.