Efter få sider markerer ‘Efterveer’ sig som en roman, der har manglet

Mens veninderne taler om vuggestuer, som var de Berghain, leder en kvinde i 30'erne desperat efter et sted at placere sin sorg efter en frivillig abort. Det er på godt og ondt en klaustrofobisk oplevelse.
Ingeborg Topsøe. (Foto: Michael Pihl Sandager)

ROMAN. Graviditeter, fertilitetsbehandlinger, ufrivillige aborter, vaginale fødsler, kejsersnit, fødselsdepressioner, morkroppen, moderskabet. 

Alt det er temaer, der ikke kun udspiller sig i mange kvindeliv, men som også stærke litterære stemmer har sat ord på de seneste år. Men hvem tør fortælle om den frivillige abort?

Det gør manuskriptforfatter Ingeborg Topsøe – der blandt andet står bag filmen ‘Kød og blod’ – i sin litterære debut ’Efterveer’. Og selvom dagbogsromanen til tider går lidt i tomgang, formår den også at udvide dansk moderskabslitteratur med en ny type fortælling. 

I den autofiktive dagbog følger vi en kvindelig manuskriptforfatter i 30’erne, som slås med sit sind efter »fantomfødslen af den lille mørke skygge«, som hun kalder sin frivillige abort. Gennem en umiddelbar og uhæmmet skrivestil – og velafstemte sprogperler – famler romanen efter et sprog for de syrede og smertefulde følelser, som den medicinske abort har efterladt hovedpersonen med.

Allerede i løbet af de første sider markerer ‘Efterveer’ sig som en roman, vi nok er mange, der har manglet – måske uden helt at være klar over det. Den kredser om spørgsmålet, om hvor man egentlig går hen med sin sorg over en frivillig abort. Og måske endnu vigtigere, hvor man går hen med sin skam over at sørge. 

Mens jeg’ets kæreste tilsyneladende har lagt det bag sig og ser fremad, mærker hovedpersonen aborten som et allestedsnærværende ingenting. For hende er den »ikke defineret i en dag i foråret, hvor jeg tog en pille og fik kramper og lå kold og bleg på alle fire, mens jeg skreg og blødte og fødte intetheden«. 

Hun er besat af at genbesøge hændelsen i sin hukommelse og i sin journal på sundhed.dk. Undervejs melder alle mulige afarter af skam sig hos hende:

Skam over at have forhindret et liv i at blive til, både overfor “embryonet” og overfor de mennesker, som brændende ønsker sig et barn. Og en slags feministisk skam over at skamme sig, når andre kvinder har kæmpet for, at hun har den rettighed, som ikke kan tages for givet alle steder i verden. 

Samtidig leder hovedpersonen efter sine »grædekoner« blandt mor-veninderne, på internettet og i sundhedssystemet. Hun leder også i den danske moderskabslitteratur og går i dialog med både Olga Ravn, Tine Høeg og Tove Ditlevsen. Men alt sammen uden held. 

‘Efterveer’

Der er noget rablende og vanvidsagtigt – for det meste på den gode måde – over hovedpersonens febrilske jagt efter det rigtige sted at placere sin sorg, skam og smerte. På den måde synliggør ‘Efterveer’ en længsel efter af at blive grebet efter en frivillig abort. Både i det sociale, i kulturen og i systemet.

Vuggestuer erstatter Berghain

I sin dagbog har jeg’et samtaler med sig selv om barndom og moderskab.

Gennem »Birthes visualiseringsøvelser« (hendes psykolog, der senere »slår op« med hende) genkalder hun sig en barndom som statist i udkanten af forældrenes »virkelige liv« og deres »feministiske projekt« med en karrieremor og en hjemmegående far.

»Jeg overlever ikke en barndom til. Selv hvis det ikke er min egen«, skriver hun i sin dagbog som en slags forklaring på, hvorfor hun fik aborten. 

Den sætning går igen i løbet af romanen og hænger lige tykt i luften hver gang i selskab med jeg’ets dobbeltfrygt. På den ene side frygter hun at mime sine egne forældre og på den anden side at mime moderskab hos veninderne, der taler om vuggestuer »med samme fascination, som de engang talte om Berghain«.

Hovedpersonens fortvivlelse og frustration over både fortidens og fremtidens moderskab, gør nuet næsten umuligt for hende at være i. På den måde formår ’Efterveer’ at indfange en hyperkompleksitet af følelser, der kan være forbundet med en frivillig abort. 

Alligevel taber romanen mig lidt undervejs. Den dybe depression, som jeg’et befinder sig i, gør desværre i længden romanen til et iltfattigt rum.

Stort set gennem hele dagbogen er jeg’et i den samme lidende sindstilstand, og når der ikke er forandringer, opbrud eller afvigelser – enten i formen eller fortællingen – bliver tomgangen tung at være i selskab med. 

Sin helt egen hylde

For min skyld må litteratur gerne være ubehagelig.

Jeg er i øvrigt også ret overbevist om, at det er ganske bevidst, at ’Efterveer’ skal føles indelukket, og som udgangspunkt synes jeg, det er en styrke, at Ingeborg Topsøe frembringer en klaustrofobisk fornemmelse, når hovedkarakteren netop er spærret inde i sit eget depressive sind. Min anke går mest af alt på klaustrofobiens varighed.

Når det så er sagt, kommer man ikke udenom, at Ingeborg Topsøes debutroman placerer sig som et vigtigt bidrag til dansk moderskabslitteratur på sin helt egen hylde.

Romanen insisterer også meta-agtigt – og rimelig direkte – på sin egen relevans, når jeg’et skriver i sin dagbog, at hun ikke »kan komme i tanke om nogen bøger, hvor en kvinde skriver om en lovlig, frivillig abort. Kan det passe?«.

Jeg må sige, at jeg også har svært ved at komme i tanke om dem. Men nu har Ingeborg Topsøe i stedet selv fundet et sprog for den sorg, skam og fremtidsfortvivelse, der kan være forbundet med en frivillig abort og fravalget af et barn.

Det hverken kan eller skal man tage fra ‘Efterveer’, og den skal læses for netop det.


Kort sagt:
Gennem en kvindes dagbog følger vi en febrilsk famlen efter nogen eller noget, der kan spejle hendes svære sindstilstand efter en frivillig abort. ‘Efterveer’ formår – trods lidt for meget tomgang – at finde et sprog for den komplekse sorg og markerer sig som en fortælling, vi har manglet i bølgen af ny moderskabslitteratur.

‘Efterveer’. Roman. Forfatter: Ingeborg Topsøe. Forlag: Gladiator. Længde: 230 sider.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af