‘De eneste i verden’ beviser med knivskarp præcision, hvor kort afstanden mellem omsorg og vold kan være

Sine Simonsens nye bog er ikke altid behagelig. Til gengæld er dens beskrivelser af mudrede grænser i menneskelige relationer helt uforglemmelige.
‘De eneste i verden’ beviser med knivskarp præcision, hvor kort afstanden mellem omsorg og vold kan være
Sine Simonsen (Foto: Sara Galbiati)

ROMAN. Titlen kunne lyde som et Medina-hit. Og romanen ’De eneste i verden’ lyser faktisk op i januarmørket. For romandebutanten Sine Simonsen har forenet de kræfter, der også gør Medinas popunivers så uimodståeligt og hendes egen nye bog så stærk: 

Evnen til at tale helt straight om det, der gør ondt.

I sin glimtende diamant af en roman fletter den tidligere forfatterskoleelev det ligefremme sammen med det ubehagelige. Og det er nok derfor, at den rammer læseren så hårdt.

‘De eneste i verden’ handler om Molly. Fortællingen om hende og af hende, forløber i to spor, som er lagt ind imellem hinanden.

På den måde er romanen stramt komponeret uden at være poleret: Det ene spor foregår på Lygten, det opholdssted i Vig, hvor Molly flytter ind som hesteglad 11-årig og siden vokser op. Det andet spor foregår i København. Her er Molly blevet en ung kvinde på 22, som har svært ved at finde sig til rette og render lidt rundt på må og få. Hun er droppet ud af psykologistudiet og tjener penge som sexarbejder. Tiden før, hun flytter ind på opholdsstedet, og tiden lige efter kender vi ikke.

Nok er romanen ligefrem at læse. Men det, den skildrer så skarpt, er når grænserne i de menneskelige forhold bliver mudrede.

Strategier for at kunne være i verden

Det tema udspiller sig især i Mollys forhold til den nogenlunde jævnaldrende Casper, som hun møder den første nat på opholdsstedet.

Han kommer ind på hendes værelse og lægger sig uden at blive inviteret ind til hende i sengen. Casper er en varm favn i Mollys nye virkelighed. Han trøster hende, men lader så hånden glide ind under elastikken på hendes natbukser, og trænger ind i hende med fingrene, selvom hun siger nej.

Casper giver hende den omsorg, hun mangler, men ikke uden også at gøre hende ondt. Og mens de to ligger sammen i sengen, smelter de to dele af deres relation sammen, indtil Molly har svært ved at skille dem fra hinanden. Det kan man også godt have svært ved som læser, for i netop det mudrede er Sine Simonsen yderst præcis.

Det er som en koreografi: En omfavnelse udvikler sig til fastholdelse, kilden bliver til slag, et kram varer lidt for lang tid, sex slår over i vold.

Fra den første nat på opholdsstedet hænger Casper og Molly sammen. Også som voksne, en lille smule som søskende og en lille smule som bollevenner, i en grænseoverskridende relation, der også er en alliance. Det er kun Casper, som Molly sådan rigtigt har, og hun går langt for at få bekræftet, at det er dem, der er netop ‘De eneste i verden’. For at kunne mærke det overskrider hun også sine egne grænser.

For Molly har det svært. Med sig selv og med at være til, og det smitter af på hende som fortæller. Hun kan ikke altid sige, hvad hun har på hjerte, og hun kan være i tvivl om, hvordan hun har det. Hele tiden beskriver hun noget hun »vil« sige, noget hun »skal« gøre, som når man beroliger sig selv, lægger en plan, samler mod.

‘De eneste i verden’ er på den måde også en roman om at lægge strategier for at kunne være i verden. Være mega meget til stede og zone helt ud.

Roen som universaltilstand

Sammenligningen har sine begrænsninger, jovist, men lad mig kort vende tilbage til det vidunderligt Medina-agtige ved Sine Simonsens skrift. Nemlig at bruge noget helt almindeligt til at sige noget virkelig stort. Som her i et møde mellem voksen-Molly og en anden af Lygtens tidligere beboere:

»Roen er en slags universaltilstand for piger, der får viklet sammenfiltninger ud af håret af deres veninder. Man skal fjerne sig fra kroppen, så den bliver stille, man skal kun trække vejret meget forsigtigt, man skal ikke bevæge sig, selvom ens øjne løber i vand«.

At Molly kender ro som en ud-af-kroppen-bevægelse (og ikke en lande-i-kroppen-bevægelse) eksemplificerer det menneskekundskab, som Sine Simonsens skrift emmer af.

I det hele taget smitter Mollys psykologi af på teksten på en fandens raffineret måde.

Mens hun har sex med en kunde, for eksempel, tænker Molly på den Snickers, hun senere skal spise i små, tilrettelagte bidder. Hun vil gerne være let. Scenen klipper mellem det, der sker, og det, Molly tænker på. Mellem pikken, der trænger ind i hendes krop, og tankerne på mad.

Tankeflugten kan være nødvendig, den kan endda være meget dejlig, og Molly sanser med hele sit væsen.

Hun kan trække hybenbuske helt ned i lungerne, hun kan række tungen ud så rødt lys kan komme ind i hende og hun kan mærke lyden af subtile slag på en tromme, som om de ramte hendes hud og ikke instrumentet, de slår på. Sanserne er en vej til ro, og forestillingsevnen en vej til kontrol:

Hvis hun forestiller sig at en kage er en klippeø »er det også lettere at lade være med at spise den«.

Mere end MobilePay

I romanens opholdssteds-spor følger vi Molly igennem forskellige aldre og udviklingen i hendes forhold til Casper.

Hun er 11, hun er 12, hun er 13, 14 og ude og købe en konfirmationskjole med en medarbejder fra opholdsstedet. Hun er 15, 16, 17, og noget særligt, fordi hun går i gymnasiet, og da hun fylder 18 år, kan hun ikke bo på Lygten længere. I København-sporet følger vi Molly i udviklingen i forholdet til Casper, men også til Jógvan.

Jógvan er en ny kunde og fraskilt far. Ved deres første møde krammer Molly ham »som om vi er venner, og jeg har glædet mig til at se ham«. Som fortæller er Molly rapporterende, uimponeret og kontant: »…please, please knep mig« er en replik, hun kan fyre af, når hun egentlig står og tænker på noget andet.

I takt med at de indleder en relation, kommer der andet og mere end penge mellem Molly og Jógvan. Transaktionen er mere subtil og flertydig end det beløb, man kan se på en MobilePay-overførsel. Og selvom Jógvan bekymrer sig om Mollys spiseforstyrrelse, så er det ikke kun omsorg, han ender med at vise hende. Samtidigt bliver Casper ved med at have tag i Molly, og hun i ham, og spørgsmålet bliver, hvem de skal være for hinanden, når nye mennesker flytter ind i deres liv.

‘De eneste i verden’ kan være ubehagelig læsning på grund af sine eksplicitte scener og de mange grænseoverskridelser, som finder sted i fortællingen. Den viser, hvor kort der kan være mellem det omsorgsfulde og det voldsomme i menneskelige relationer. Så kort, at de måske ikke helt lader sig adskille. 

Romanen tegner et menneskeklogt og svært forglemmeligt billede af et udsat pigesind, et rodløst kvindesind, og hvordan det kan se ud at have svært ved at være i verden.

Sine Simonsens evne til at skrive så klart og ligefremt om den kompleksitet, er det, der får hendes romandebut til at glimre som tusinder stykker glas fra en smadret diskokugle, som man både vil skære sig på og spejle sig i, hvis man åbner bogen.


Kort sagt:
Det er ikke kun behagelig læsning, men Sine Simonsen skriver fandens godt. ‘De eneste i verden’ er en rammende bog om de mudrede grænser, når mennesker både passer på og gør vold mod hinanden.

‘De eneste i verden’. Roman. Forfatter: Sine Simonsen. Forlag: Gyldendal. Længde: 218 sider.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af