KOMMENTAR. Rosy Lett hedder hun, og byt lidt rundt på bogstaverne, så får du navnet på det forlag, der har opfundet forfatteren og netop udgivet hendes novellesamling ‘New Horizon’:
Storytel.
Den svenske e- og lydbogsudbyder, som blandt andet ejer danske Mofibo, har nemlig lanceret deres første AI-forfatter, hvis bøger er skrevet med kunstig intelligens. Et projekt, de selv kalder et modigt eksperiment.
Chefen for det hele, direktør Helena Gustafsson, har udtalt, at udgivelsen af Rosy Letts (Storytels?) bog, var »som at arbejde med uerfaren debutant«.
Og til Politiken har direktøren gjort det klart, at hun ser det som et brancheansvar at teste mulighederne for kunstig intelligens.
De har også givet Rosy Lett en Instagram, hvor hun fortæller om at debutere og rejse til Stockholm for at lancere sin bog. Folk er velkomne til at spørge ind til processen, opfordrer hun, men det er der ingen, der rigtigt gør. Man fristes til at tro, at det har noget at gøre med, at hun ikke eksisterer.
Der har heller ikke været mange anmeldelser af debuten endnu, men dem, der er kommet, er bestemt ikke prangende.
Alligevel markerer robotforfatterens indtog et jordskred på den litterære scene. Cause we ain’t seen nothing yet.
På overfladen bliver det synligt i Storytels eget kommentarspor, der er fuld af harme over robotternes indtog i den kreative branche.
Facebook-brugere kalder det i flere kommentarspor uhyggeligt, ligesom forlaget Jensen og Dalgaard på deres egen side skyndte sig at anbefale en række novellesamlinger skrevet af mennesker.
Jeg forstår deres harme og har lyst til at melde mig under fanerne:
Litteratur er det, der skal styrke empatien mellem mennesker, og tanken om AI’s indtog er i den sammenhæng dybt uinspirerende.
Men for forlagene er det en billig løsning, hvis kvalitet sandsynligvis kun bliver bedre. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om sentimentale argumenter nogensinde har kunnet stille noget op mod kapitalismen?
Belejligt flop
Én ting er sikkert:
Den sci-fi inspirerede romance ‘New Horizon’ blev udgivet en postgang for tidligt i forhold til, hvor AI-teknologien er i sit kreative potentiale.
E-bogen er fuld af grammatiske fejl, og man skulle tro, at AI-forfatteren ofte havde været ude at ryge, mens der stod grammatik på robotskoleskemaet.
I hvert fald er modal- og hjælpeverber placeret mere eller mindre tilfældigt (man er vågnet, man har ikke vågnet), og Rosy Lett bytter ofte rundt på faste vendinger. Alt kan for eksempel godt være ved det gamle, men alt kan ikke – som i novellesamlingen – »være ved det normale«. Ansigter kan heller ikke »lyse af opdagelseslyst«.
Dialogen er heller ikke ligefrem mundret og autentisk:
»Riley, du virker spekulativ. Er der noget du grubler over?«, spørger robotten Ava for eksempel en anden karakter, der sidder og stirrer ud af vinduet.
Derudover er der alle mulige litterære missere som plothuller og komplet manglende motivation for karakterernes handlinger. Som historie er den første fortælling, der hedder netop ‘Ava’, faktisk nærmest ulæselig.
Det vil sige:
Bogen er floppet litterært, og de potentielle læsere virker vrede over, at Storytel overhovedet gjorde forsøget.
Føromtalte Helena Gustafsson har efterfølgende skrevet på LinkedIn, at konklusionen på dette såkaldte “eksperiment” er, at AI kan blive et værktøj for den menneskelige forfatter, men bestemt ikke en erstatning.
Men skulle man – ligesom Riley – være lidt spekulativ, kan man jo mistænke Storytel for enten at have udgivet en bog, de ikke engang selv synes, er god, eller også nu gøre et belejligt forsøg på at imødekomme den moralske kritik.
Fremtids- og medieanalytiker Christiane Vejlø –, der har skrevet bogen “Argumenter for mennesker” – forklarer blandt andet, at et af de etiske problemer ved en AI-genereret forfatter som Rosy Lett er, at de ofte bliver trænet ved hjælp af allerede publicerede værker, men uden at referere til dem.
Det vil altså sige, at Rosy Lett og andre kommende AI-forfattere potentielt vil genfortolke kunst helt skamløst, fordi … nå ja, det er vel en af fordelene ved at være en robot.
Skarpe gisp
I samme uge som ‘New Horizon’ udkom, skabte det overskrifter, at Sebastian Kleins børnebog om dyr trækkes tilbage fra Forlaget Carlsen, fordi de AI-generede illustrationer har vist sig for eksempel at udstyre en hjort med et ekstra ben, give en finger for meget til en pige, forkert tandsæt til en tiger og klove til en hyæne.
Det har altså ikke været en god uge for AI i forlagsbranchen.
Og det fryder den traditionelle litteraturbranche sig over, det er klart. For det første ser den jo sig selv som åndens arnested, og for det andet kunne den da godt tænke sig at overleve og er derfor ikke glad for nye kollegaer som Rosy Lett.
Men jeg tror, det er vigtigt at holde øjnene på bolden og ikke lade argumenterne imod AI blive for sentimentale.
Teknologiske fremskridt koster jobs, sådan har det altid været, og det er tragisk for den enkelte (mig selv inklusiv), men det er nok næppe et argument, der vil holde, hvis forlagene ser et marked for billige udgivelser som ‘New Horizon’.
Så hvad gør vi? Hvor skal vi rette opmærksomheden hen for at holde AI-værktøjer på afstand af oversættelse, illustrationer og nu også selve skrivekunsten så længe som muligt?
Så længe AI ikke er bedre, end det (åbenbart) er lige nu, så er kvaliteten selvfølgelig et godt sted at starte. Der er jo ingen, der gider børnebøger med fembenede hjorte og tekster, der på sigt vil udvande sproget hurtigere end TikTok.
For en som mig, der arbejder med oversættelse til dagligt, er det for eksempel meget tydeligt, at den danske version af ‘En ny horisont’ er oversat fra engelsk. Både i faste vendinger som »Lad os sige alt det, vi aldrig fik sagt«, som åbenlyst er en fordanskning af det engelske »let’s say all the things we never said«, men også når »sharp gasp« bliver til »skarpe gisp«. Det skurrer i den danske læsning, og det gør dialogen utroværdig.
Men så længe AI lystigt kan boltre sig i for eksempel forlagsgiganten HarperCollins bøger, som det har været tilfældet siden sidste år, skal robotterne nok komme sprogligt efter det, hvilket efterlader os med store spørgsmål om, hvad kreativitet og originalitet egentlig vil sige.
Robotføde
Der er ingen tvivl om, at robotterne endnu ikke kan måle sig med tænkende menneskers kreative evner og oplevelse af verden. Men mon ikke, de bare bliver bedre og bedre til at imitere netop det, mens vi andre diskuterer etik?
For de etiske dilemmaer er mange. Spørgsmål om ophavsret handler ikke kun om, hvorvidt AI må bruge eksisterende værker, men også om hvem, der har rettighederne til AI-produktioner.
Man er også nødt til at spørge sig selv, hvilken magt det vil give udbydere som Storytel, at de kan skabe lige præcis den stemme, de gerne vil have. Den diversitet, der for eksempel er efterspurgt på markedet lige nu, kan man vel altid få en robot til at levere.
For med den rette træning — og tænk bare på alle de tekster, der ligger derude og venter på at blive robotføde — kan AI vel sagtens komme til at skrive dryppende hot som Miranda July eller en fortolkning i bedste AI-autofiktion-stil af Karl Ove Knausgaards ‘Min kamp’ i seks bind.
Det er ikke så længe siden, jeg hørte en forfatter nævne Primo Levis enestående vidnesbyrdlitteratur fra KZ-lejrene og sige, at det kommer en robot aldrig til at kunne skrive.
Jeg håber det ikke, men jeg tror, vi skal slå hårdt mod hårdt i stedet for at argumentere med vores følelser for litteratur. Robotter er vist ikke sentimentale væsner.