Klokken 04.30 vågner jeg og tænker på Mads Steffensen. ‘Mads og Godnat’ burde jo kunne hjælpe mig
PODCAST. Podcastvært og radioikon Mads Steffensen kan ikke sove om natten. Derfor har han kastet sig ud i et sympatisk projekt og besluttet sig for at bruge sin sprøde røst at lulle danskerne i søvn med sin nye Podimo-podcast ‘Mads og Godnat’.
For mit eget vedkommende er den blevet sat på den ultimative prøve. Jeg har nemlig medbragt min smartphone og et abonnement til Podimo på min tur til Fjernøsten, hvor jeg har ambitioner om, at Mads Steffensens godnathistorier skal komme min massive jetlag til livs.
Men lad mig lægge ud med en konspirationsteori om, hvordan idéen til hans nyeste podcast opstod.
Den begynder med en klassisk fuck-marry-kill-leg i podcasten ‘Akavet, Emma’. Her vælger radiovært og komiker Mathias Helt at dræbe politiker Rosa Lund, knalde iværksætter Tommy Ahlers og gifte sig med netop radio- og tv-vært Mads Steffensen. Det ville vært Emma Thomsen også gøre. For så kunne hun ved sengetid ligge og få læst historier op til lyden af Mads Steffensens sprøde stemme.
Dette tænkte scenarie brainer Mathias Helt videre på og forestiller sig, hvordan det må være at dele soveværelse med Mads Steffensen.
»Ej, Mads. Gider du ikke lige læse et godnat-dilemma op for mig?«, siger han.
Og så får Mathias Helt en åbenbaring:
»Godnat-dilemmaer! Gisp! En podcast!«.
Seks måneder senere lancerer Podimo sin nye godnathistorie-podcast med ingen ringere end Mads Steffensen i værtsrollen. I ‘Mads og Godnat’ fortæller den feterede radiovært dog ikke godnat-dilemmaer, men godnathistorier til voksne, som han selv har skrevet.
Vi kan kun gisne om, hvorvidt Podimos chefer har gaflet idéen fra den altid herlige Mathias Helts krøllede hjerne. Men måske er det også bare et tegn på, at denne idé er så oplagt, at det blot var et spørgsmål om tid, før den manifesterede sig i en podcast.
For det giver da ganske god mening, at netop Mads Steffensen skal være soundtracket til dit soveværelse. Det synes han i hvert fald selv.
»Nu er det ikke for at være fed, men der er mange, der har hørt min stemme i radioen«, som han selv har sagt om podcasten i Aftenshowet.
Og genlyttets glæde ved Mads Steffensens blide røst, der ikke bliver afbrudt af Søren Pind, Hella Joof eller andre monopolister (ups, jeg mener A-holdsdeltagere), er i sig selv et stort trækplaster i dette nye, blide lydunivers.
Præmissen med godnathistorier læst op af Danmarks mest kendte radiostemme er isoleret set ganske glimrende, men er det nok til at kurere jetlag?
Og endnu vigtigere: Gemmer der sig en underholdningsværdi i podcastens indhold, der gør den en anmeldelse værdig?
Nej. Men det er faktisk også meningen.
Kedsomhedsbalancen
I første afsnit hører man historien om Hans Henrik, der havde en klassekammerat i folkeskolen, der også hed Hans Henrik, og om førstnævnte Hans Henriks mildest talt forvirrende regler for, hvornår han skal cykle på arbejde frem for at tage bussen.
Og historierne fra de to første afsnit, denne anmeldelse er baseret på, er fyldt med lignende, totalt trivielle informationer om karaktererne.
I førnævnte udsendelse af Aftenshowet siger Mads Steffensen, at programmerne gerne skal være lidt kedelige, men aldrig så kedelige, at man får lyst til at slukke.
Det er desværre bare som om, at balancegangen mellem det kedelige og ikke-kedelige har svært ved at finde et naturligt leje. Det har desværre den afledte effekt, at man som lytter simpelthen får lyst til at slukke og lade sig lulle i søvn af noget andet.
Første nat på min tur til Fjernøsten oplever jeg netop det på egen krop.
Jeg vågner helt rundt på gulvet i Tokyo klokken halv fire om morgenen og tænker, at nu er der en gylden mulighed for at teste effektiviteten af ‘Mads og Godnat’.
Jeg sætter første afsnit på, der handler om førnævnte Hans Henrik. Der går bare ikke ret længe, før jeg giver op på at følge med i Hans Henriks klassekammeraters navne, og hvorfor en af dem hedder Columbus frem for noget mere trivielt som – ja – Hans Henrik.
Så jeg slukker for Podimo og tænder for min YouTube-app i stedet, og den har registreret, at det er midt om natten, og foreslår derfor de sædvanlige videoer om universet, som får mig til at overveje, om jeg egentlig nogensinde har forstået, hvor små vi er i det store kosmiske billede – og før jeg ved af det, sover jeg tungt.
Måske rammer historierne i ‘Mads og Godnat’ bedre lyttere i Mads Steffensens egen aldersgruppe i ørehøjde, da karaktererne også bærer præg af at være cirka midt i livet.
De overvejer at tage kontakt til gamle bekendtskaber fra folkeskolen på Facebook, og de reflekterer over, hvordan de har det med deres hjemmearbejdsforhold. Faktisk minder de forbløffende meget om mange af de lyttere, der skriver ind til A-holdet. Historierne føles dog lidt uvedkommende for en lytter som undertegnede, der ikke er helt så langt i livet endnu.
Derfor kunne Mads Steffensen måske have gavn af en ghostwriter eller medforfatter, så historierne også kunne ramme en lidt bredere målgruppe. Eller eventuelt lade lyttere skrive deres egne godnathistorier, som Mads Steffensen kunne læse op.
Excel-ark & Tokyo-tid
Det er nemlig – som Mathias Helt og Emma Thomsen associerede sig frem til – Mads Steffensens godnatstemme, man vil lytte til, og ikke hans (manglende) flair for dramaturgi og karakterskildringer.
Ud over stemmen er der også noget svag ambient musik, som agerer underlæg og bidrager fint til målet om at få lytteren til at sove. Når historien er slut, bliver den læst op en gang til, men denne gang har Mads Steffensen bevidst plantet fem fejl, som man som lytter skal prøve at finde.
Det er dog en umulig opgave, fordi historien første gang var så kedelig, at man alligevel ikke kan huske nogle af alle de trivielle detaljer.
Anden nat på min Fjernøsten-tur er mit indre ur stadig ikke indstillet på Tokyo-tid, så jeg vågner igen, mens byen sover. Måske kan afsnit to hjælpe mig med at overvinde jetlagget?
Men det varer ikke længe, før jeg føler mig distanceret fra – og irriteret over – hovedpersonen, Annette.
Hun elsker at lave Excel-ark over sine kollegers arbejdstider, men bliver frustreret over, at hun ikke kan registrere al data om deres mødetider, fordi ledelsen har indført én ugentlig hjemmearbejdsdag for at øge medarbejdertilfredsheden efter corona. Det roder fuldstændig i hendes system, og er decideret ligegyldigt at lytte til.
Podcastens styrke ligger altså ikke i dens karakterer, men i værten. Mads Steffensens erfaring skinner igennem, når han elegant intonerer sine speaks med sikker fornemmelse for rytme, tempo og pauser. Man kan tydeligt høre, at det er en mand, der har læst hundredvis (tusindvis?) af dilemmaer op i bedste sendetid til millionvis af lyttere. Og han når langt med sin blide røst i sin nye godnat-satsning, der forsøger at slange sig ind i danskernes drømme.
Men selvom det er meningen, at podcasten også skal kede lytteren, bliver historierne desværre for ligegyldige.
Det er ærgerligt. For Mads Steffensens stemme fortjener bedre godnathistorier.
Kort sagt:
Idéen trumfer udførelsen af en eller ikonisk radiostemmes nye podcast. Mads Steffensens egne monopolagtige historier finder desværre ikke deres kedsomhedsleje, men måske en ghostwriter kan redde dem.
Anmeldelsen er baseret på de første to afsnit.