‘Ingen af os blev’ er som at læse om en politisk bevidst Carrie Bradshaw
ROMAN. »Angrebet fandt sted på en gade, hvor flere busruter mødes, unge mennesker døde, studerende ligesom os, og alligevel sidder jeg nu og læser om fantomlegemer, for jeg skal fremlægge i næste uge«.
Sådan mærker hovedpersonen Sophie tilværelsens paradokser i Josefine Dahl Olsens debutroman om en tænksom og søgende dansk udvekslingsstuderende på et universitet i Istanbul. Året er 2016, Tyrkiet er præget af blodige uroligheder, og på universitetsbiblioteket har Sophie svært ved at samle sig om at studere fænomenologen Maurice Merleau-Ponty.
Forfatteren har selv boet og været i Tyrkiet ad flere omgange, og ‘Ingen af os blev’ er tydeligvis skrevet oven på en stor viden om landet og den politiske situation gennem det lille år, hvor romanen udspiller sig, og Josefine Dahl Olsen – der tidligere har udgivet en digtsamling – selv boede i Istanbul.
Sophie vil gerne være en del af noget, gøre noget, handle. Hun har journalistaspirationer, og hun vil skrive, interviewe, rapportere fra landet, der er i opbrud.
Sådan følger vi hende i ‘Ingen af os blev’, fra natklubben til sprogskolen til den store forelskelse, på udkig efter noget større og efter sig selv i et land præget af en helt anden politisk virkelighed end den, hun kender hjemmefra.
Tid til internationale aviser
Jeg har læst ‘Ingen af os blev’ under solen og under dynen, på café og med et glas vin i hånden. Det har føltes som et sjældent godt match under læsningen af en roman med en hovedkarakter, der vil nyde tilværelsen og mærke livet i alle dets facetter.
For en wannabe-boheme-hovedperson med en plan for tyverne om, at de skal være »en lang række bevidsthedsudvidende, anarkistiske oplevelser«, er Sophie dog en overraskende uimponeret jeg-fortæller, der fortæller fra samme nu, som handlingen udspiller sig i.
Vi bliver ikke henført af Sofies blik, men mindet om, at hun har en krop, på en herlig, profan måde. Som når toiletsædet er varmt fra en tidligere besøgende, læben prikker af herpes, og sløjferne på bastskoen – et fodtøj flettet sammen af bark – gnaver. Hun fester med sin roomie Martina, der kommer fra Tyskland, og hun bliver kærester med Ali, som hun møder til tai-chi i en park.
Begge giver hende adgang til noget, et sammenligningsgrundlag og et drømmebillede. Hjemme hos Ali, efter en tur på toilettet, hvor Sophie karakteristisk »tisser og beslutter, at jeg ikke vil skide, selvom det er svært«, går hun ud på terrassen og kigger ud over byen, over Hagia Sophia, Det Gyldne Horn og parken for enden af sultanpaladset.
Synet giver hende en følelse af »historisk fornemhed«, og i horisonten aner hun en ny identitet, at hun med Ali i denne lejlighed kunne blive »en skødesløs kvinde på bare fødder med masser af tid til at læse internationale aviser og klassikere som Krig og fred«.
Hun er en kvinde, som har tålmodighed nok til en russisk murstensroman, men hvis engagement i omverdenen mest eksisterer på papiret. Og drømmen om at høre til i lejligheden er kun én blandt mange i Sophies længselsfulde sind.
Couldn’t help, but wonder
Undervejs i læsningen spurgte jeg mig selv: Er Sophie selvironisk eller er hun dybt oprigtig? Er hun naiv eller snarere videbegærlig? Sophie er hele tiden både-og, styret af en stærk retfærdighedssans og en glubsk livslyst. Hun en hedonist à la Carrie Bradshaw, heller ikke hun kan help, but wonder:
»Jeg tænker på, hvor meget jeg skal give mig selv lov til at tænke på kærlighed og mænd. Ret hurtigt lander jeg på et tal; tyve procent af mine tanker, ikke mere«.
Man må fnise lidt over denne leveregel.
Sophie er en krop, et seksuelt væsen og et menneske med ubelejlige og upassende tanker og følelser. Martina dater en velduftende fyr, det gør Sophie misundelig. Hun tænker på, at roomien er lækker, men også på, hvordan hun slider på hendes tøj, når hun låner det, forestiller sig, at syningerne giver sig, og stoffet bliver mat.
Sophie interviewer en kurdisk-syrisk aktivist fra Damaskus, snart tænker hun på, hvad der ville ske, hvis de gik i seng sammen, senere vil hun gerne undslippe situationen. Hun onanerer til tanken om en trekant med to ældre mænd, hvoraf hun på et tidspunkt er gæst hos den ene, og har en »luderdrøm«, som hun kortvarigt overvejer at udleve.
Det er i de skamløst kommunikerede følelsesmæssige ambivalenser, at Sophie bliver et interessant bekendtskab, og at bogens tema om identitetsskabelse løfter sig.
Med jævnt fordelt loyalitet tager romanen det at finde sig selv mindst lige så alvorligt som den politiske situation, Tyrkiet befinder sig i, med flygtninge, terrorangreb og kupforsøg. Den er en interessant undersøgelse af mødet mellem forestillinger og virkelighed i en roman om en ung kvinde, som forsøger at navigere i en konflikt mellem på den ene side at ønske en frisk start langt væk hjemmefra og på den anden side at have det privilegium at kunne rejse derfra igen.
Kort sagt:
Med en forfriskende hedonistisk hovedperson undersøger ‘Ingen af os blev’ paradokset i mødet mellem en stærk retfærdighedssans og en glubsk livslyst, der gør det svært altid at leve op til sine egne idealer.