REPORTAGE. »P! O! P!, P! O! P!« gjalder det i Basement i kælderen under spillestedet Vega på en lørdag aften i maj.
Publikum har for alvor overgivet sig til aftenens underholdning efter en times koreograferet slåskamp. Første kamp efter pausen står mellem Party of Power (POP) og Meat Wagon med to wrestlere på hvert hold. Publikum har valgt side, og de to britiske wrestlere fra Meat Wagon er for alvor kommet på udebane.
Rummet går amok, da det lykkes den ene halvdel af det danske hold at løfte begge hårdtpumpede briter op på hver sin skulder. Der hænger de så og dingler, med deres svulstige overarme og brede brystkasser pakket ind i små bryderdragter. Så bliver de kastet bagover og rammer ringens gulv med et vældigt brag.
Den anden halvdel af POP er klatret op i tovene ovre i ringhjørnet, og netop da de to store kødvogne får rejst sig op igen, springer han ind i ringen, vender på tværs i luften og rammer dem begge – lige på brystet – og endnu en gang går de i gulvet og bliver liggende.
Nu er der kun tilbage at gøre arbejdet færdigt og holde de to kødklumper mod gulvet. Publikum tæller begejstret med dommeren: »1! … 2! … 3!« og POP har forsvaret deres titel som Tag-Team Champions i Nordic Elite Wrestling.
Wrestling vokser i Danmark
Imens Facebook-gruppen »Boykot varer fra USA« har fået over 95.000 medlemmer, folk overvejer, om de burde stoppe med at købe Coca-Cola, og Tesla-ejere har travlt med at købe statement-klistermærker til bagsmækken som »Bought this before Elon went crazy«, virker det til, at wrestling – måske det mest amerikanske underholdningsprodukt overhovedet – for alvor er begyndt at gøre sit indtog i Danmark.
Siden nytår har der alene i København været wrestlingshows i Pumpehuset, Copenhagen Skatepark, på Vega til Kvindernes Internationale Kampdag og i Poolen på Refshaleøen, som ifølge arrangørerne, Bodyslam Wrestling, var det største show til dato på dansk jord med plads til 2.000 tilskuere. Der er wrestling på Roskilde Festival, Copenhell, og samme dag, showet løb af stablen i Basement under Vega, blev der også budt på wrestling i Kødbyen.
Mens de danske rejseselskaber melder om, at der bliver købt færre ferier til det hellige land, har vi omfavnet wrestling. Koreograferet vold med tegneserieagtige karakterer, som kæmper kampe, de kender udfaldet af på forhånd. Hvor grænsen mellem virkelighed og fiktion konstant er til forhandling.
Det er ikke sport, det er ikke teater.
En flugt fra virkeligheden
Det er ikke noget nyt, at vi forbruger amerikansk kultur i stor stil. De seneste tre år har næsten 60 procent af de film, vi så i biografen, været amerikanske. Hjemme i sofaen streamer vi serier fra HBO og Netflix, mens vi læser nyheder om, at Katy Perry har en beef med en burgerkæde, eller at Kanye West har skrevet endnu et tweet. Vi er som kultur hyper-optagede af USA.
Festen på den anden side af Atlanten altid har virket sjovere, vildere og ikke mindst mindre moralsk, som kulturkommentator Anne Sophia Hermannsen har formuleret det.
Især det moralske virker aktuelt i tilfældet wrestling. Grundlæggende bygger hele showet på en løgn om en slåskamp, som er aftalt spil, tilsat følelsesladede fortællinger, stærke karakterer og en fælles præmis om at nyde turen og ikke stille sig op og sige, at kejseren intet tøj har på.
Det er vulgært, voldeligt og dybt fascinerende. Det er antitesen til den moralske og gammelfine europæiske kultur.
Mens vi går rundt og frygter Trumps næste stunt, kunne vi i stedet for at boykotte det amerikanske, tage imod det med kyshånd. For ingen formår bedre at få os til at glemme verden for en stund. Amerikanerne er verdensmestre i eskapisme.
Efter Donald Trump havde stået i Det Hvide Hus og fremvist sin planche med alle verdens landes nye toldsatser, tog han flyet til Florida for at spille en runde golf. Mens verdens finansmarkeder gik i rødt, udløst af præsidenten, kørte han rundt i en golfvogn for at få lidt adspredelse.
»Sådan som verden ser ud, er det meget rart at kunne gå ind i et rum, hvor vi alle sammen er enige om, at det ikke er rigtigt«, fortæller Kristian Buus Nielsen, medstifter af Bodyslam Wrestling. Der er ikke nogen, der kommer til wrestling for at se en rigtig slåskamp, forklarer han og fortsætter:
»Vi kommer ind et sted, hvor jeg gerne må række fuckfingre og råbe: ’Du er så fucking nederen’, og jeg skal ikke være bange for noget. Man kan komme ud med nogle aggressioner. Det foregår i den her fantasiverden, hvor alting er sort og hvidt. Der er nogen, der er gode, og nogen, der er onde«.
Det er en meget ren form for virkelighedsflugt – måske en vi allesammen har brug for en gang imellem. Selv os moralske, cykelhjelmsbærende, socialrealisme-begejstrede, Thomas Korsgaard-læsende nordboer. I en verden fyldt med ægte vold vinder den koreograferede frem og tilbyder et skuespil, ligesom dengang vi legede krig med plastikpistoler, da vi var børn.
Modsat legen med plastikpistoler i barndommen, gør wrestling faktisk ægte ondt – du kan for eksempel ikke fake tyngdekraften, som en af wrestlerne udtrykker det efter showet, til spørgsmålet om det hele ikke bare er teater. Mange tidligere wrestlere er da også plaget af de mange tæsk, de har fået i ringen gennem årene: Brækkede knogler, nakker og flækkede øjenbryn er ikke ualmindeligt.
»De problemer, der måtte være, hvordan løser vi dem? Hvis der er nogen, der har forrådt en anden? Så løser vi det med vold. Så er der en, der vinder, og en, der taber«, siger Kristian Buus Nielsen efter showet i Kødbyen, om de mange indviklede kontroverser mellem de forskellige wrestlere, der er en del af historien i det univers, de har bygget op omkring kampene.
Helte og skurke
Den første kamp i kælderen på Vesterbro er mellem El Guapo og veteranen David Lawrence. Manden med mikrofonen, aftenens vært, forestår præsentationen af wrestlerne og trækker vokalerne helt ud: »Are you reaaaady«.
Han er iført cowboystøvler, en rød skjorte med en amerikansk ørn på hver skulder og bolo-slips.
Da El Guapo bliver præsenteret og træder ind i ringen, er der noget, som virker bekendt ved ham. To unge kvinder i publikum står og hvisker:
»Det er ham. Jo, det er. Det er Carlos.«
Den er god nok. Første mand i ringen denne aften er tidligere ’Paradise Hotel’-deltager Carlos Zamora, der i 2010 var med i den legendariske sæson 6 med Amalie Szigethy og Peter ’Ulven’ Birch. Han ligner overraskende meget sig selv her 15 år senere.
Noget bredere over skuldrene er han blevet. Han træder ind i ringen glinsende, solbrun, olieindsmurt som et fysisk pragteksemplar med svulstige muskler, store guldkæder og en lille sort tangatrusse. Tung techno brager ud af højtalerne, og El Guapo fortrækker ikke en mine – han rækker fuckfingre mod publikum. I denne kamp er han skurken, en såkaldt heel.
I wrestlingens univers er alle wrestlere inddelt i to grupper: Skurkene, som kaldes heels, og heltene, som kaldes babyfaces. For at give et godt show er det skurkens opgave at få publikum imod sig.
Faktisk er det ikke første gang, El Guapo er i ringen i dag. I eftermiddags kæmpede han i Kødbyen i anledning af Warpigs’ 10-års fødselsdag. Her var han klædt i rød tangatrusse, samme svulstige, olieindsmurte muskler – og fejret af publikum som en helt, en babyface.
Kampen bølger frem og tilbage, og i det absolutte klimaks kaster El Guapo sig ind i rebene for at katapultere sig op i luften. Han strækker benene lige frem og ligger som en planke i luften, inden han lander med al sin vægt ned over David Lawrence, der ligger og ømmer sig i ringen. Dommeren tæller over ham: »1… 2…«, men inden han når til tre, spjætter David Lawrence som en fisk på land og får vristet sig fri af El Guapos greb. Der går dog ikke længe, før veteranen må give op og kaste håndklædet i ringen efter den omgang bank. Fyffer pyffer.
Wrestling i foreningsdanmark
I Danmark findes der tre wrestlingforeninger: Bodyslammers, som arrangerede kampene i Kødbyen tidligere på dagen, Nordic Elite Wrestling, som står for eventet i Basement, og Dansk Pro Wrestling – den første wrestlingforening i Danmark.
Hver forening har deres storyline, hvor de forskellige wrestlere indgår. Derfor kan El Guapo være babyface om dagen og heel her til aften. Manuskriptforfatterne, som skriver de forskellige storylines, er frivillige – ligesom dommere og wrestlere også er det. Nogle af dem får et mindre honorar, men det er ikke noget, de bliver rige af. Det er slet ikke som i USA, hvor det altdominerende wrestlingforbund WWE er et milliardforetagende.
»Dem, der står her i ringen, som alle folk klapper ad, det er også dem, der har stået og sat ringen op. Det er også dem, der tager ringen ned igen. Der er en fællesskabsfølelse i det. En foreningsdanmarksfølelse – vi får lige en øl bagefter. Der er meget, man kan gøre, når man gør det i fællesskab«, siger Kristian Buus Nielsen om den særligt danske udgave af det amerikanske kæmpeshow.
Store følelser
I kælderen under Vega udspiller der sig en af de mere komplicerede fortællinger.
I ringen er et mindre intermezzo mellem to kampe i gang. Wrestleren L’Unico har indtaget ringen. I hånden holder han en indrammet kontrakt, som han har indgået med wrestleren Gabriel Faust, om at sværge ham evig troskab. Der er knas i forholdet, og det vil han gerne råde bod på. Men wrestleren Pete Phoenix kommer ind og blander sig – han mener, at L’Unico har indgået en pagt med djævelen, hvilket virker ganske plausibelt, Gabriel Fausts navn taget i betragtning.
Når spotlyset rammer Pete Phoenix, ved alle i publikum, hvad der skal ske, og de råber i kor: »Du er! Og blir’! Et Hellerup-svin!«. Hans karakter er bygget op som en parodi på en rigmandssøn fra nordkysten. Her til aften bliver der sågar opfundet en ny variant: »Din far! Har købt! Din lejlighed!« runger det i den efterhånden meget varme kælder.
Ind i ringen kommer nu også Gabriel Faust, og det ender selvfølgelig med, at de banker hinanden på alverdens mulige og umulige måder, indtil Gabriel Faust står lænet over en slagen Pete Phoenix – han holder hans hoved oppe, så det eneste L’Unico skal gøre, er at give ham dødsstødet. Få sekunder forinden har L’Unico og Gabriel Faust stået i ringen og givet hinanden et langt og lidenskabeligt kys, opfordret af publikum, som i kor råbte: »Kys! Kys! Kys!«.
Han stormer mod ham, men i stedet for at gøre det forbi med Pete Phoenix, brager han den indrammede kontrakt i hovedet på Gabriel Faust, så blodet står fra panden på ham.
Det var aldrig ægte kærlighed, må man forstå på L’Unico – og derfor må det nu afgøres i ringen:
»13. september i Amager Bio – dig og mig i en Death Match!«
»Er der show i Amager Bio!?« lyder det ironisk fra én i publikum. Den oplysning bliver der heller ikke sparet på i løbet af aftenen. Næste omgang amerikanskinspireret virkelighedsflugt skal sælges til et dansk publikum, som aldrig har været større.