»SUPER MEGA PUSSY VAGINA«.
Med fire ord i versaler på en storsælgende hvid t-shirt understreger en af Stockholms mest interessante unge designere, at feminismen er en del af hendes dna. Men i en tid, hvor man dårligt kan kaste en stilet på en international catwalk uden at ramme en kønspolitisk bevidst topdesigner i nakken, er Ida Klamborn klar over, at hendes in-your-face-slogan i værste fald kan opfattes som medløberi.
»Mange brands, uden at nævne navne, er drevet af økonomiske interesser og trends. Jeg håber det ikke, men jeg ville ikke blive overrasket, hvis flere dropper fokusset på diversitet efter et par sæsoner. Dem, der har fulgt mit arbejde, ved til gengæld, at mine design og koncepter er personlige, og at feminisme langt fra er nogen catwalktrend for mig«, siger hun.
For Klamborn handler det om at dykke kreativt ned i nogle tematikker, hun anser som vigtige.
»I Sverige taler man meget om ‘Madonna/luder’-syndromet. At kvinder bliver set og fremstillet som enten det ene eller det andet. Det gælder også i modeverdenen, men det er vanskeligt at arbejde med to så definerede termer, når virkeligheden ser helt anderledes ud. Jeg vil gerne vise flere sider af kvindens femininitet, for feminisme handler for mig om at være fri til at dyrke alle aspekter af sit køn og sin seksualitet uden skam«.
Klamborns SS17-kollektion, ‘Let Me Show You What I Like’, parrer feminisme med inspiration fra pornografiens verden for at gøre op med det mandlige bliks objektivisering af kvindekroppen – komplet med lyserøde hotpants, netundertrøjer med kik til bare bryster og ordene ‘Eat my pink’ på flere design.
»Kollektionen reflekterer mit kvindelige take på pornografi i en brugbar og komfortabel version, der skal få kvinder til at føle sig stærke og smukke, ikke udstillede. Den indeholder for eksempel en t-shirt med en tegning af en kvinde, der onanerer. Det er et fint og forenklet budskab om, at kvinder kan klare tingene selv. At folk så opfatter pornografiske elementer meget forskelligt, er kun interessant for mig«, forklarer hun.
Stjal fra mors klædeskab
At dømme ud fra hendes mere eksplicitte design, ligger det ikke lige til højrebenet, at den 31-årige designer var meget stille og genert som barn. Hun voksede op syd for Lund og blev i en tidlig alder fascineret af at udtrykke sig igennem tøj, som hun enten syede selv eller stjal fra sin mors klædeskab.
»Dengang anede jeg ikke, at man kunne leve af at være tøjdesigner, og i flere år famlede jeg mig lidt frem og prøvede at finde ud af, hvordan jeg kunne gøre min interesse til en levevej. Blandt andet ved at tage kurser i mønsterdesign og syning«, fortæller hun.
Spirede din feministiske bevidsthed samtidig med tøjinteressen?
»Både og. Jeg havde ikke en brat feministisk opvågnen. Det kom snigende i teenageårene, hvor jeg læste en del om feminisme, blandt andet bogen ‘Kvindelighedens maskerade’ af Nina Björk, der gjorde stort indtryk. Jeg havde som så mange andre piger oplevet visse situationer i min barndom og ungdom, der havde sat sig som en ubehagelig følelse i maven af, at noget ikke var rigtigt. Særligt i overgangen fra barn til teenager, hvor min krop ændrede sig, og jeg oplevede at få blikke fra voksne mænd, der ikke føltes behagelige. Jeg følte mig også tit overset i klasseværelset, fordi jeg var langt mere stille end drengene, der tog så meget plads. Disse oplevelser havde jeg ikke kunnet sætte de rette ord på, så det var en øjenåbner, da jeg stiftede bekendtskab med feminisme og pludselig kunne genkende beskrivelser af de følelser, jeg selv gik rundt med«.
Girl gang af stærke feministiske stemmer
I dag bor hun i Stockholm, hvor hendes brand næres af veninderne, der agerer både muser og modeller. Rapperen Silvana Imam optrådte live til Klamborns første catwalkshow under Stockholms modeuge i foråret 2014, mens Seinabo Sey sang til showet sæsonen efter. Samme år skabte Klamborn desuden samtlige outfits til musikvideoen til Seys gennembrudssingle ‘Hard Time’.
Skribenten og debattøren Valerie Kyeyune Backström er også med i det, Klamborn kalder hendes »girl gang«, hvor alle er stærke feministiske stemmer i den svenske kulturdebat.
»Jeg kan bedre relatere til tøjet, når jeg ser mine veninder gå i det. Allerede fra mit andet catwalkshow spurgte jeg mine veninder, om de ville gå for mig, og streetcastede seje piger. Det føles mere autentisk at have rigtige piger på catwalken«, fortæller Klamborn. »Pyt med, om nogen har en lidt større røv end andre«.
I bor i et af verdens sikreste, mest ligestillede lande. Hvorfor er den offentlige identifikationen med feminisme vigtig?
»I Sverige får den politiske højrefløj større og større opbakning og indflydelse, og det tyder på, at tendenser i samfundet trækker i en uheldig retning. Det er seriøst skræmmende. Mange af højrefløjens medlemmer har dybt racistiske, konservative holdninger, så det er blevet endnu vigtigere at råbe op om sin egen position og overbevisninger. Flere svenskere kalder sig feminister i dag, og det er jo skønt. Men jeg håber, at folk også sætter sig ind i, hvorfor de gør det. Især mænd der kalder sig feminister. Ellers ender ideologier netop bare som trendy ord. Det gælder selvfølgelig ikke kun i Sverige, men i hele verden«.
Heldigvis kan Klamborn mærke, at hun har gang i noget, der virker. Ikke kun på grund af priser og den opmærksomhed fra modeverdenen, som hun oplever, men lige så meget på grund af dem, tøjet er lavet til. Som da hun sidste år mødte en pige i køen til toilettet på en natklub.
»Jeg elsker dit tøj, du laver så fede ting, nærmest skreg hun ind i hovedet på mig. Det gjorde mig vildt glad. Det var dejligt og syret og på mange måder et vigtigt øjeblik, fordi det gik op for mig, at mit arbejde rækker ud over catwalken til piger som mig selv«.
Ida Klamborn forhandles via Idaklamborn.se.
En kortere version af artiklen har tidligere været bragt i Soundvenue Magazine.