Separations

Den århusianske kvartet Separations arbejder med iørefaldende melodier – ofte med keyboardet som det bærende element i sangene. Bandet svæver mellem inspiration fra britpop over disco til ganske almindelig pop og rock. Samtidig er de ikke bange for at bringe effekter fra firsermusikken frem i dette årtusinde.

En stor del af Separations identitet ligger i vokalen, der de fleste steder minder om Brett Anderson fra Suede, men også en Bowie fornemmes i den fremragende “New Beginners”. Men på cd’ens dårligste nummer, “Anorexi Beauty”, er vokalen til gengæld så enerverende, at den ligefrem ødelægger sangen.

Foruden “New Beginners” er er også “America”, “Hotels” og “Sunday Fucking Sunday” blandt de potentielle hits. Sidstnævnte skal man lige vænne sig til rent tekstmæssigt, når man siden firserne har haft U2’s frase “Sunday bloody Sunday” fastklæbet i hovedet. Den havde unægtelig et mere alvorligt budskab end Separations sang, hvor budskabet er uklart, hvis der da overhovedet er et. Men sangen er fandens iørefaldende.

På sangen “Radio” er der skruet lige lovlig meget op for keyboardeffekterne, og Separations er bedst, når det gode rocknummer lægger bunden, hvorefter bandet lægger flere lag på sangene. Uanset hvad er der et stort potentiale i Separations, og spørgsmålet er så, om de udnytter det og udvikler sig til noget stort i fremtiden.