The rainfall years

Ud fra bandnavnet lyder det ikke som om, der er noget opmuntrende i vente for lytteren, og det er da heller ikke tilfældet, når skiven roterer i afspilleren. The Rainfall Years dyrker det melankolske og vemodige udtryk – hovedsageligt med afdæmpede numre. Gruppens nye og anden cd “Disautumn” er en opfølger til “33rd Of March”, der udkom helt tilbage i 1995. Knap otte år har inkarnerede fans af The Rainfall Years måtte vente, og resultatet er meget blandet.

Bedst står det til i sange som “En Passant”, “Where the Lights are Always On”, “Ungiven Change” og “Without”. Flere steder på udgivelsen opererer gruppen med kortvarige temposkift i sangene, der ellers bevæger sig roligt afsted med akustisk guitar i forgrunden. Gruppen leverer ikke opsigtsvækkende overgange men varierer numrene på en elegant måde – blandt andet ved hjælp af temposkiftene og eksperimenterende og skramlende breaks. Samtidig er der en række gode melodier bag de nævnte titler, og de skiller sig positivt ud blandt de i alt tolv skæringer på “Disautumn”.

I de slemme tilfælde formår The Rainfall Years ikke at løfte numrene, og de bliver svært kedelige at lytte til. Værst er “Turquoise”, der blot er en enerverende lydkollage med forsangerens mumlen i baggrunden. Nummerets berettigelse er svær at få øje på, og som det sjette på cd’en, er den et irriterende afbræk i rækken af sange.

På sangen “Intrinsic January” starter det udmærket med en god melodi, men den skæmmes af larmende og dårlige mellemspil, der sætter lytterens tålmodighed på prøve. I andre numre kniber det med opfindsomheden, og de forbliver kedelige efter mange gennemlytninger. The Rainfall Years’ flagrende og halveksperimenterende lydbillede er fascinerende, når det skaber en helhed om den gode melodi – men uinteressant, når tomgangen indtræffer. Det sker desværre for tit.