SPOT09: Moi Caprice – pas på attituden

Mere end en halv time forsinket, bl.a. på grund af en lang lydprøve og Kashmirs forudgående lange koncert, spillede Moi Caprice fredagens sidste koncert i Ridehuset på SPOT09.

Med en arrogance større en Oasis-brødrene og Morrissey tilsammen entrerede de scenen til lyden af en indspillet synth-intro, og pompøsiteten og arrogancen fortsatte, mens de lydmæssigt kunne minde om en svulstig fuldfed udgave af Mercury Rev eller Flaming Lips. Vokalen var lys og for det meste velklingende men til tider også noget skinger, og den passede ikke altid lige godt sammen med den ellers meget fyldige lyd fra resten af bandet. En ting, der i øvrigt undrede mig, var, at backing vokalen på et af numrene var samplet; i hvert fald kunne jeg ikke se nogen synge den – så dårligt kan resten af bandet da ikke synge, at det skulle være nødvendigt?

Heldigvis fik de ændret en smule på attituden (efter forsangeren havde stået med ryggen til publikum, nakken tilbage og armene i vejret) og koncentrerede sig i stedet om at spille. De blev væsentligt bedre, og allerbedst var de, da forsangeren var gået fra scenen, og resten af bandet med en massiv og støjende afslutning.

De kunne med fordel være stoppet her, da koncerten var på sit højeste, men i stedet kom de igen og gav to ekstranumre, som var bedre end starten men ikke helt nåede op på slutningen af sidste nummer. Men Moi Caprice fik da vist, at “Art boy meets art girl” langt fra er det bedste de kan præstere, dog var der desværre, især i starten af koncerten, mere skidt og selvfedme end der var musikalske højdepunkter.