The Rapture

Det bliver stadigt sværere at opfinde ny genrer, og efterhånden er kun hybrider en mulighed. Det mest interessante på hybridfronten inden for det seneste års tid stammer fra New York og kaldes dancepunk af nogle – discorock af andre. Radio 4 og Electric Six har allerede repræsenteret stilen på MTV, men med ‘Echoes’ har The Rapture lavet genrens foreløbigt bedste album.

Dancepunken er som den pæne pige i klassen, der er vild og beskidt mellem lagenerne – en betagende sammensætning. Sipper man forsigtigt til The Rapture’s cocktail af syntetiske beats, keyboardflader og skæve skrigende guitarriffs, kan man straks mærke røven bevæge sig i rytmiske og farlige mønstre. Bunder man glasset, vil buzzen vare hele natten, og det uendeligt fascinerende kaos af 80’er-håndklap, koklokker, house-beats og punket guitar vil holde interessen fanget og fødderne i bevægelse.

Luke Jenners skingre vokal lyder som en miniature-Robert Smith, der forsøger at skrige sig ud af en konservesdåse, og der er tonsvis af andre referencer fra de seneste tre årtiers musikscener. Men The Rapture’s lyd er moderne. Singleforløberen ‘House of Jealous Lovers’ samt titelnummeret rocker i en næsten usandsynlig grad, og albummet rummer endda endnu et femkløver af energiske bastarder.

Selv når tempoet skrues ned i de pompøse ‘Open Up Your Heart’ og ‘Infatuation’ undgår bandet rockklichéerne og lægger bare yderligere længder til deres enorme spændvidde. ‘Echoes’ er noget nær en nyklassiker, og den alternative rock er endelig blevet sjov igen.