The State – retrorock og dansende pigetasker
“Aftenens koncert er tilegnet Johnny Cash”, proklamerede frontmanden i The State. Men der var nu ingen synlig inspiration fra den afdøde country-legende i den spand møgbeskidt rock ‘n’ roll, som bandet efterfølgende hældte ud over et begejstret publikum i en propfyldt Lades Kælder.
The State ligner umiddelbart en våd drøm for enhver trendfikseret pladeselskabsdirektør. Fire kønne knægte, iført attitude, retro-læder og toptunede frisurer, der spiller en tilbageskuende rock, som er oppe i tiden. The Hives, The Strokes, The Kills og The White Stripes stråler skarpt på den store stjernehimmel. Hvorfor ikke også The State?
Det skarptskårne guitarhook er det absolutte omdrejningspunkt, når The State rocker ud. Vokalen er ikke just farvestrålende, og man lægger ikke mere mærke til den rytmiske bund, end man gør til chaufføren af en ladvogn i en Gay Pride Parade. Riffet trækker læsset – om det er energisk og tørt som The Hives, gnavende monotont som The Kills eller blues-præget som The White Stripes. Det handlede om umiddelbar appel – et groove man kan nikke i takt til efter få sekunder. Formlen var effektiv og veludført, men blev også en anelse ensformig mod slutningen af den næsten tyve numre lange koncert.
Det generede dog ikke det unge publikum, der stod på stole og borde, hujede og piftede og vred sig foran scenen. At The State har svedig og sexet karisma gik heller ikke kælderens yndige pigenæser forbi. Iført korte skørter og små designertasker over skulderen sendte de varme blikke mod musikken. Men havde Johnny Cash set showet fra oven, ville han nok have savnet lidt personlighed og variation i retro-rocken. Desværre er hans tid jo forbi…