Åberg

Det er som at blive introduceret til nogle af ens venners venner, når man hører Åbergs første album ‘Ting med mønster på’. Præcise personskildringer og smukke, harmoniske arrangementer får en til at flyde ud af tiden og ind i musikken for en tid.

Jeg havde lyst til at stikke Simon en flad og råbe ham ind i bærret at ‘nu må du kraftedemig tage dig sammen, kammerat!’. løbe over på Forhåbningsholms Allé og håbe, at jeg lige kunne nå at se Majas nøgne arm i vinduet, inden jeg ringede på, løb op og smagte hendes nybagte brownies. -for bagefter at tage hende på en tur rundt om søerne – og nyde, at hun går så blødt…

Indrømmet – jeg er en tøsedreng, og jeg strittede også imod i starten, for jeg synes, at det var for nemt og for tarveligt at trække det emotionelle kort sammen med det melodiske og smide en dobbelt trumf med det samme. Men de fik krammet på mig, Åberg, med deres personlige og meget homogent og konsekvent arrangerede debutplade, som kulminerer til sidst med albummets klart bedste og smukkeste nummer ‘Første gang han holder fri i år’, som både hvad tekst og musik angår rammer og rummer alt det, som resten af albummet arbejder med og peger frem mod.

Til tider synes jeg, at teksterne bliver for banale og oplagte i deres sproglige finurligheder. Men på den anden side; Åberg holder af det danske sprog, de synger på det, de arbejder med det og det lykkes langt det meste af tiden. Og det synes jeg altså fortjener noget respekt.

‘Ting med mønster på’ er et album, som introducerer til et helt univers af personer og stemninger som jeg glæder mig til at høre mere fra. Det er ikke revolutionerende kunst, det er ikke noget, der ændrer verden, og det er næppe noget, Åberg bliver verdensberømte af. Men de får pladsen på hylden lige ved siden af min cd-afspiller for en tid . Og når man tænker på, hvad der ellers har stået der, så er det ikke dårligt!