Jason Moran – noget at have det i!

‘Det er eddermanme lækkert’ sagde min ledsager til mig efter de tre første numre, og jeg kunne kun give ham ret.

Jason Moran bliver af mange betragtet som en af de helt store, unge, lysende stjerner på jazzhimmelen, og fredag aften havde han sin første mulighed for at overbevise Jazzhouses københavnske publikum om, at der er noget om snakken. Det faldt ham let og spørgsmålet om Morans status på jazzscenen vil næppe blive diskuteret længe blandt de mange begejstrede tilskuere.

Det er moderne jazz for moderne mennesker, og publikum på Jazzhouse bar i høj grad præg af dette. Moran var at finde på Vallekilde i sommer, og en stor del af de, der havde fornøjelsen (for det må det have været) at spille sammen med ham der, var til stede.

Sammen med sit band ‘The Bandwagon’ satte Moran en høj standard for, hvad man kan i moderne jazz. Konstant udfordrede Moran, Tarus Mateen (b) og Nasheet Waits (dr) rytmen og formen og viste nye veje gennem det brede og til tider overraskende repertoire.

Andet sæts variationer over Profiev, Nasheets ‘Push’ og ikke mindst den fantastiske ‘Ringing My Phone (Straight Outta Istanbul)’ står særligt stærkt. ‘Ringing My Phone…’ er bygget op over den ene halvdel af en tyrkisk kvindes telefonsamtale med sin mor og udtrykker en sjældent følt rytmik og melodiøsitet, skabt over den optagede stemme.

Man begejstres og forundres, overraskes og henrykkes over Jason Moran & The Bandwagon – og jeg kan næsten ikke vente, til jeg skal høre dem igen.