Mykness – mere lo-fi og mindre monotoni, tak

Denne råkolde efterårsaften havde de meget unge mennesker fundet vej til de legendariske lokaler på Rust. Svedbånd, solskærme og studierabatter karakteriserede publikum, og desuden var det tydeligt, at de fleste på forhånd, havde et godt kendskab (venskab?) til Mykness.

Mykness gik på kl 22:30 og leverede til tider små musikalske overraskelser, men også musikalsk monotoni. Det positive bestod i forsangerens herlige rasta-karisma, og hans ubesværede evne til at brede sig over flere tonearter. Forsangeren forsøgte sig i perioder med kontakt til publikum, men det virkede meget privat for dem, der ikke kendte bandet i forvejen. Monotonien bestod i, at resten af bandet virkede indadvendte på scenen, og det gav et diffust indtryk af bandets samlede sceneoptræden. Hvis Mykness vil levere en mere homogen oplevelse, så vil det være en fordel for forsangeren at følge dette indadvendte indtryk ved for eksempel at få armene ind til kroppen og lukke øjnene, når der synges.

Mykness kan spille højt og mestrer det rockmusikalske sammenspil, men arrangementerne med bragende breaks henover en hel koncert kommer til at rime på monotoni. Jeg ville for alvor blive overbevist, hvis bandet turde skrue ned, og lave arrangementer, der var helt gennemført Lo-fi (skru’ ned for instrumenterne, når der synges). Det blev forsøgt i introen i sangen om “Gert”, men her skulle den fantastiske musikalske stemning absolut brydes af en bragende betonbas. Mere Lo-fi, og dermed mere langtidsholdbar opmærksomhed fra publikum.