ROADRAGE: Spineshank – en skuffende gang larm

Aftenens andet navn var amerikanske Spineshank der er aktuelle med deres tredje album “Self-destructive Pattern”.

Spineshanks metalunivers tager udgangspunkt i det industrielle miljø. Numrene bakkes op af samples, loops og andet hyggeligt backtracking der virker pissefedt på deres plader, så jeg så frem til en fed koncert oplevelse med de 4 herrer i Spineshank.
Desværre blev mine forventninger langtfra indfriet. Dårlig lyd, meget lav guitar og en særdeles utight trommeslager ødelagde koncertoplevelsen for mit vedkommende.

Der blev præsenteret en del nye numre og naturligvis også alle de fede gamle sange som f.eks “(Can’t Be) Fixed”, “Asthmatic”, “Cyanide 2600” og “Synthetic”. Af nye sange var “Smothered”, “Dead To Me” og “Slavery” blandt dem der fungerede bedst.
Selvom både publikum og band så ud til at more sig var undertegnede på ingen måde overbevist. Bandet leverede en acceptabel performance, men da den fyldige PA-lyd og “time/takt” i numrene manglede i over 75 % af koncerten blev de ca. 50 minutter Spineshank spillede i til nogle meget lange minutter. Jeg blev ved med at ønske at de ville spille sidste nummer så Ill Niño kunne komme på scenen og (forhåbentligt) slutte aftenen af med manér.

De sidste 2 numre “New Disease” og “The Height of Callousness” (hvor Mark Hunter fra Chimaira var gæstesolist på sidstnævnte) var dog en fornøjelse at lytte til. Lyden synes pludselig fyldig og intakt og energien var perfekt og bunden lå strammere end tidligere i koncerten. Fedt!

Helhedsindtrykket af koncerten står dog stadig som en blandet fornøjelse med pil nedad. Spineshank holder hele vejen på plade, men bestod lige med nød og næppe live.