Lisa Ekdahl – en syngende bomuldstrusse
Den generelle opfattelse i pladebranchen er, at hvis man vil tjene gode, store og hurtige penge, så skal man have fat i de 13-17 årige. Det vil jeg hermed gerne dementere! Næ, de rigtige penge ligger (men dog kun for de meget få kunstnere) hos de 40-55 årige, med hus, stilling og ikke mindst eget valg. Direktør Langberg går i sko fra Lloyds, og hans kone går i undertøj fra Chantelle. Deres CD reol har plads til 25 cder, er fremstillet af Georg Jensen, og indeholder titler som Kind of Blue, Aida, den første med Kjukken, Svantes viser, og ikke mindst… Lisa Ekdahl!
Det er det sikre og det lækre (og det frække når det gælder Hr. Direktør Langberg) man satser på når man går til en Lisa Ekdahl koncert, og det var også det sikre Lisa Ekdahl selv satsede på; Der blev spillet en meget kløgtig koncert, hvor “gammelt hit”, “nyere og ukendt”, “glad latin” og “smuk ballade”, lå som perler på snor, så ingen på noget tidspunkt behøver at føle sig udenfor. Hendes musikere spiller fantastisk, og det er jo også en sjov historie med ham der guitaristen hun har mødt i indien, og som nu er med i bandet. Publikum fik efter første nummer at vide at vi var de bedste og mest charmerende hun havde spillet for, og hun kom ind og spillede ekstra numre 3 gange. Alle er glade, og direktør Langberg er sgu næsten ved at være forelsket i (Lisa Ekdahl) sin kone igen.
Lisa (ja man er vel på fornavn, når man er i blandt de mest charmerende hun har spillet for) selv, er så sød at hun knaser. Man kan faktisk næsten ikke forstå hvad hun siger, så sød er hun: “Kvit-pjitte-pitkit-pit-sit” siger det, og det endda på svensk. Når Fru Langberg ser hende, ser hun den veninde hun gerne vil have. Så skulle de drikke Latte, og snakke om Lisas tur til Indien, og de skulle købe pyntepuder, og gå rundt i bare ben og uldne sokker. Hr Direktøren selv, ser en svensk blond pige med troldehår og talje, som med GARANTI går i klorhvide Sloggitrusser. Og det er det der er hele kimen: Alle kan lide hende… Forskellige grunde måske, men vi kan lide hende, kan vi.
Hun synger godt, hun har skrevet gode sange og alle der har Lisa på cd, vil kunne lide hende live: Den lidt kedelige plade har fået nye sprælske live arrangementer. Det gode, men også alt for pæne jazzhit, er pludselig en slasket blues. Inde i midten af koncerten spiller hun 3 numre alene på akustisk guitar, så alle kan høre det åbenlyse talent, og så leverer hun ekstranumrene, så ingen er i tvivl om, at det her ikke sker hver aften.
Det er heller ikke hver aften, at Direktøren og hans frue går på Café Wilder, og får en drink. Og det er ikke hver aften, at de holder i hånd på vejen hjem. Direktøren selv ved godt, at hans kone har en rosa Chantelle-body på, for han har selv brugt en mindre formue på at købe den til hende. Men lige nu, ville han nu helst have hende i hvide bomuldstrusser.