RZA
Der er efterhånden gået 10 år siden RZA debuterede som superproducer for hiphop-kollektivet Wu-Tang Clan. Siden debuten Enter the Wu-Tang (36 Chambers) er det blevet til fire Wu-Tang Clan-albums og ca. 20 RZA-producerede solo-albums fra klanens 9 medlemmer. Udover arbejdet med Wu-Tang Clan har RZA også udgivet albums med gravkammer-gruppen Gravediggaz, lavet soundtrack til Jim Jarmusch-filmen Ghost Dog samt udgivet to solo-albums som tegneseriefiguren Bobby Digital. Med tiden er RZAs iturevne loops, mol-dystre piano-fraseringer og obskure ninja-samples efterhånden blevet bredt anerkendt, hvilket har gjort ham til et af tidens hotteste producernavne. Dette er bl.a. blevet understreget ved, at Quentin Tarantino bad RZA om at stå for lydsiden til hans hævnlystne kampepos; Kill Bill.
Næsten parallelt med denne films danmarkspremiere debuterer RZA som solokunstner under eget navn med albummet Birth of a Prince, der må betegnes som en af de bedste hiphop-udgivelser i 2003.
Som man efterhånden har vænnet sig til, når det drejer sig om Wu-Tang Clan, så bydes der i deres selskab på et voldsomt misk-mask af populærkulturelle referencer, semi-religiøse Nation of 5 Percent-mytologier (i Ruler ZigZag Allah- ArmLegLegArmHead-kategorien) og yderst personlige og smukke personlige beretninger fra en sort mands liv og opvækst i den mørkeste og mest dystre del af Shaolin Island; bedre kendt som Staten Island/New York. Yderligere er der denne gang lagt et så afdæmpet og lækkert lydbillede nedenunder, at albummet i perioder får et nærmest meditativt udtryk. Denne tilstand mærkes tydeligst i det fantastiske outronummer See The Joy, der fortæller den angstprægede historie om en enlig sædcelles liv og levned.
Men som nævnt er dette album en varieret størrelse. I den festlige del af spektret bevæger numre som ‘We Pop, Drink, Smoke & Fuck’ og ikke mindst den storfløjtende ‘The Whistle’ sig blandt de bedste, og det er faktisk kun den besynderlige ‘The Drop Off’, der falder igennem blandt albummets 16 numre. RZA er dog klart stærkere, når han giver den som selvbevidst formidler af den særlige Wu-Tang’ske blanding af Islam, kampsport og filosofi. Det anes på den hæse Chi Kung, men forløses dog først for alvor hen mod albummets slutning, hvor numrene ‘Koto Chokah’ og den fænomenale ‘A Day To God’ Is 1.000 Years sætter en tyk streg under, at RZA ikke bare er en af tidens bedste producere, men også befinder sig blandt de absolutte bedste tekstforfattere.
For nogle vil RZA’s alvidende og sorte retorik måske være for meget. Til dem kan man så kun anbefale numre som ‘The Birth’ og ikke mindst den hungernødsramte ‘Grits’, hvor man skal være lidt af en caucasian devil, hvis ikke man bliver påvirket af RZA’s karakteristiske begrædende stemmeføring.
Birth of a Prince er noget af det bedste, der er kommet ud af Wu-Tang-lejren de sidste mange år. Albummet er en dagsordensættende manifestation af RZAs position som hiphoppens kronprins, og burde reelt placere ham i toppen af den store populærkulturelle kransekage. Det sker dog næppe: Dertil er han stadigvæk for musikalsk udfordrende, svært beregnelig og alt for kryptisk tænkende.