Jens Winter

Med fare for at blive lommefilosofisk bevæger Jens Winther sig ind i et i forvejen tæt befolket landskab af kunstnere, der igennem passion for musikken ønsker at give deres bud på det eksistentialistiske spørgsmål; hvordan lyder livet og døden?

Pluto and Beyond er en todelt komposition komponeret af den rutinerede trompetist Jens Winther, der genremæssigt er svær at kategorisere, men på Pluto and Beyond inddrages elementer fra både jazzen, den klassiske bigbandtradition og det symfoniske. Det er en underfundig udgivelse, der har mange bolde i luften samtidigt. Ligeså snart et tungt og funky groove har indfundet sig, lige så hurtigt er det afløst af et galoperende og højtravende. Derfor er det ikke én bestemt stilart der binder albumet sammen, men snarere de stemninger Jens Winther søger at optegne.

Udgivelsen er todelt. Dvs. at Jens Winther har ønsket at skabe to vidt forskellige sindsstemninger under den samlede titel Pluto and Beyond. Den første del omhandler livet som han benævner Facing The Sun, mens den anden del omhandler døden. Ligesom titlen på cd’en kalder han den for Pluto and Beyond.

Jens Winther formår som tilsigtet at skabe en melankolsk og længselsfuld stemning med sine kompositioner på Pluto and Beyond.
Facing The Sun er nostalgisk og Jens Winther får tegnet et billede af det uforløste med forskellige kompositioner, der bryder med den klassiske bigbandtradition og mest af alt leder tankerne til Vivaldis fire årstider.

Som den diametrale modsætning er Pluto and Beyond dramatisk, voldsom og dyster. Den oser af stemning og fungerer som en katalysator for den frie fantasi, der som billederne i albummets omslag ledes hen på golde og vinterforladte landskaber.
Her har Jens Winther lagt vægt på at skabe et holistisk billede af de facetter der knytter sig til faserne ved døden. Det har som konsekvens at man involveres i lavmælte og lødige, men sandelig også i teatralske og heftige passager.

Jens Winthers mission lykkes; at skabe stærke emotionelle og spirituelle udtryk. Men i længden bliver det kedeligt og en smule selvhøjtideligt. Specielt albumets anden og mere dystre del er i kraft af sit voldsomme og meget dramatiske udseende dominerende og det kræver en vis portion tålmodighed at fordøje de hæsblæsende hornarrangementer, der for så vidt til tider ligeså godt kunne være underlægningsmusik til en bestialsk mordscene i en Hitchcock gyser.