Suede – afsked

For ti år siden sad jeg en søndag aften på et drengeværelse i provinsen, drak te fra en blå bodum-kande og prøvede at føle ligesom (eller i hvert fald lige så meget som) Michael Strunge, da ‘The Drowners’ blev spillet på Det Elektriske Barometer. Suede (som jeg hurtigt fandt ud af havde taget deres navn efter Morrisseys solodebuet ‘Suedehead’) ramte mig lige i hjertekulen på den der ‘det er bare så rigtigt og lige præcis sådan jeg osse har det’ måde.

I mellemtiden er der sket meget – for mig og for Suede (og i øvrigt også for Det Elektriske Barometer…), men følelsen var god nok i går i Store Vega, som viste sig fra sin bedste side og manifesterede sig som et af landets bedste spillesteder overhovedet.

Suede spillede røven ud af bukserne på sig selv og et publikum, der en gang for alle havde besluttet sig for at vise bandet, hvor højt elskede de er. Selv ikke da rengøringslyset var tændt og sceneteknikerne var ved at pille udstyret ned, fik Suede ro. Bagtæppet kom op igen, lyset blev slukket, og først efter Brett Anderson havde været nede i sikkerhedsgraven mellem scene og publikum og trykket hænder, aet pigekinder – og hele salen havde vinket farvel til et tydeligt bevæget band under ‘Saturday Night’ kunne et af de sidste 10 års største rockbands blive stedt til hvile.

Forud for det var gået to timers intens koncert og en times opvarmning, hvor to DJs tog publikum med på en tur gennem den musikalske baggrund, som Suede kommer fra og selv har skabt en naturlig forlængelse af; The Clash, The Specials, New Order, The Smiths, Stone Roses…

Suede – og i særdeleshed Brett Anderson – spillede, som skulle de aldrig spille igen. Tordnende udgaver af nogle af de nyere numre efter ‘Introducing The Band’ – efterfulgt af en serie af stille sange fra den mørke, heroinplagede side af bandets bagkatalog – blandt andet ‘Asphalt World’ og ‘The 2 of Us’, så tårerne trillede.

‘Animal Nitrate’, ‘So Young’, ‘Trash’, ‘The Wild Ones’, ‘New Generation’, ‘Still Life’ … farvel Suede, og tak.