Turntable Techniques – et rustent opløb
Fredag den 5. december var det så igen tid til det årlige Turntable Techniques på Rust: Arrangementet, hvor nogle af Europas bedste battle-DJ’s tørner sammen i en-mod-en knockout-konkurrence i kamp om hiphoppens hæder, penge og berømmelse. Med prominente DJ-navne på plakaten og en prangende udstilling af miksere og pladespillere, var der redt op til en storslået aften.
Sidste år var Rust da også fyldt til bristepunktet inden startskuddet til Turntable Techniques indledende runde, men i år var fremmødet skuffende lille. Ud af de i alt cirka 150 mennesker, der havde indfundet sig på Rust, var det kun de 60-70, der stod afventende foran scenen, da DJ Noize annoncerede konkurrencens begyndelse.
Desværre bød programmet indledningsvist på aflysninger. For det første var Noize selv konferencier, i den ellers altid sprudlende Jeppe Bisgaards fravær. Derudover var kun 12 ud af de oprindeligt 16 planlagte deltagere fremmødt, hvilket medførte ændringer i konkurrenceforløbet. I stedet for at starte knockoutet direkte fra første runde, begyndte konkurrencen med en eliminationsrunde, hvor hver enkelt deltager fik 60-180 sekunder til at overbevise dommerne om, at de skulle være blandt de otte deltagere, der gik videre til kvartfinalerne.
Deltagerfeltet manglede mange af de danske topnavne. Knud, Uggerløse og Turkmann sad i dommerpanelet, og arrangøren Typhoon havde rimeligvis nok at se til bag og omkring scenen, mens Noize som bekendt optrådte som konferencier. Til gengæld var England fornemt repræsenteret med et tæskehold på syv deltagere, der tilsammen udgjorde over halvdelen af feltet.
Eliminationsrunden blev indledt af Dixi efterfulgt danske Jet, der, via talen fra en gammel hiphop-plade, kombineret med scratch og håndtegn, opfordrede publikum til at lave noget støj for aftenens deltagere. Dette affødte dog ikke nogen overvældende reaktion fra salens publikum, der responderede med spredte tilråb, og kun en snes dedikerede hænder blev smidt i vejret lige foran scenen. I det hele taget var det symptomatisk for aftenen, at kommunikationen mellem de optrædende og publikummet aldrig tog form af noget egentligt samspil.
Efter den indledende eliminationsrunde var der så kun otte deltagere tilbage. Heraf var fire blevet seedede af dommerne, og deres respektive modstandere skulle nu findes blandt de resterende fire. Dette blev gjort ved hjælp af lodtrækning, hvorefter knockouten kunne begynde. Det var nu en-mod-en. DJ’sene stillede op bag hver deres pult, hvorfra de, med skarpe cuts og rå attituder, forsøgte at hævde sig selv mest muligt på bekostning af modstanderen.
Således slog Silkcuts Dixi ud af konkurrencen med en aggressiv punchline, bestående af skrattende scratch over et tungt beat til linjerne: “You will never see/ The Week destroy me”. Og sådan forsatte knockouten indtil de to englændere Clockwork og Mad Man stod overfor hinanden i finalen. Det blev et tæt opgør, der måtte ud i en omkamp, før Mad Man til sidst kunne trække sig sejrrigt tilbage.
Da alle de 12 DJ’s havde demonstreret deres færdigheder på pladespillerne, var der ingen tvivl om, at det tekniske niveau var i verdensklasse. Men miks-sekvenserne blev aldrig tilstrækkelig udadvendte. Som lægmand stod man tilbage med det indtryk at have været vidne til en konkurrence, der var rig på komplicerede tekniske kombinationer, men som dog aldrig blev til flydende nok til at fastholde ens opmærksomhed på selve musikken.
Af Laust Leth Gregersen