Bergman Rock

Det er med en blanding af forventningskriller og nervøsitet i maven, man sætter den nye Bergman Rock på musikanlægget. For hvad kan man som Bob Hund fan forvente? Er vildskaben væk? Har de ændret stilen fuldstændig? Og hvad er egentlig formålet? En stor del af hundens charme er de svenske tekster sunget på skånsk. Frygten for et udueligt udspil på engelsk med henblik på at skabe en karriere udenfor Skandinavien er så derfor så absolut til stede.

Men det starter godt. I vanlig Bob Hund-stil starter rækken af numre med en instrumental intro, og så er det ellers frem med bandets klassiske guitarlyd på den hurtige ‘No Position’. De første numre er udpræget Bob Hund, og der går nogle sekunder, inden det egentlig går op for én, at Thomas Öberg synger på engelsk. Ikke fordi han gør det dårligt. Han gør det faktisk bedre, end man kunne forvente. Men man er blot så vant til at høre den karakteristiske stemme på modersmålet.

På fjerde skæring er vi væk fra Bob og ovre i Bergman. Den pumpende discorytme i ‘Outside The Disco’ er flankeret af hårde guitarriffs. En god blanding, der gør Bergman-rocken dansevenlig. På de efterfølgende numre, beviser de seks svenskere, der har spillet sammen i 11 år, at charmen er bevaret. Eksperimenterne er færre end i Bob Hund, men det er stadig skæve, iørefaldende rocknumre, hvor synthesizeren leger med. ‘Skin & Bones’ er med velplaceret kor en af cd’ens bedste.

Bob Hund er klar til et internationalt publikum med Bergman Rock – og det skridt virker nærmest naturligt, når man hører resultatet. Hvorfor al den bekymring? Det er fremragende.