George Benson

Den gamle dreng med det karakteristiske pimp-overskæg, der minder mere om en blyantstreg end om egentlig hårvækst, havde jazz i blodet tilbage i 60’erne og 70’erne, hvor han begik flere rigtig gode plader i selskab med de rigtige mennesker og sin guitar, som han bestemt forstod at spille på. Som tiden gik, blev han så stadigt mere inspireret, nogen vil sige inficeret, af den udefinerbare R&B bølge, hvilket leder os op til denne plade ‘Irreplaceable’, der er en ti numre lang, flødemarineret variation over linjerne “Oooh baby” og “Give it to me”. Han klimter da også lidt på sin guitar i ny og næ, men virtuost og bemærkelsesværdigt er det næppe. Det er bare rigtig rigtig kedeligt, skulle jeg hilse og sige!

Nærved alle numre er dubbet med 17 Craig David agtige korstemmer af ham selv, trommerne er programmerede, som oftest med fingerknips, som det bærende beat, og det mest enerverende ved denne plade er, at alle numre bare fader ud efter præcis samme opskrift, når omkvædet har kørt en 8-10 gange. Efter denne øvelse er gentaget i 41 minutter og 34 sekunder, savner jeg sådan den tid jeg har brugt på at komme igennem det, for jeg har hørt pladen et par gange nu, og kan for min død ikke huske et eneste af numrene. Det er hverken fair eller godt nok.

Det man lægger mærke til er, at det er virkelig lækkert produceret. Det er så dermed også barberet for enhver nerve, som man ellers kunne håbe George Benson havde at tilbyde efter 40 år på banen. Numrene er kløgtigt arrangeret til at lokke trusserne af mindre selektive kvinder i slut trediverne, der er vant til at George Benson er “Mister Loverman”, men undertegnede bliver bare rigtig træt og gammel af at blive spist af med den slags venstrehåndsarbejde, der maskinelt leverer sovekammer creme uden at anstrenge sig det mindste. Gaaaab!