A Silver Mt. Zion – rekviem på en bjergtop

Et unikt møde mellem to musikalske verdener. Intet mindre. To hold musikere med umiddelbart modstridende bagage besteg denne aften de stejleste udfordringer og mødtes på toppen af det tindrende smukke Mount Zion. Sjældent har elektriske guitarer i den grad ramt den klassiske musiks hovedpulsåre, og sjældent har en strygersektion rocket så hårdt.

Canadiske A Silver Mt. Zion, der er et spin-off af postrock-ensemblet Godspeed You Black Emperor!, bestod på scenen i Lille Vega af en kvindelig strygertrio, én kontrabassist og tre guitarister. En utraditionel besætning, der, opstillet i en hestesko, de fleste halvt med ryggen til publikum, mindede mere om et miniature-symfoniorkester end et rockband.

Dynamikken var imidlertid ikke til at tage fejl af. Celloen og violinerne skiftevis høvlede truende stemninger og klimprede diskrete tilføjelser, imens guitarerne både skabte finurlige detaljer og fungerede som støjende fortrop. Når den ene guitarist indimellem satte sig til trommesættet, slog det hele endda endnu hårdere, men med hans præference for stortromme og gulvtam lød det som dommedags-pauker og faldt derfor naturligt ind i det samlede udtryk.

Men det var ikke alt, for oven på denne højtravende og medrivende postrock, lå små spinkle melodier sunget af bandleder Efrim Menuck. Hans skingerskæve vokal, der lyder som en blanding mellem Jonathan Donahue og Conor ‘Bright Eyes’ Oberst, var en god kontrast til den nøje tilrettelagte instrumentering og skabte et tiltrængt fikspunkt i de musikalske landskaber. Og når resten af bandet sluttede sig til sangen med deres noget utrænede stemmer, flere gange i halsbrækkende a cappella-stunts, var det befriende uhøjtideligt i en ellers gennemført seriøs optræden.

Selv om A Silver Mt. Zion’s tekst-univers har masser på hjertet, blandt andet en politisk dagsorden der ikke just bifalder Bush-imperiets sysler i udlandet, var musikken i fokus under den mere end halvanden time lange koncert. Et dedikeret og overraskende mangfoldigt publikum var tryllebundet og lyttede koncentreret, til hvad der mindede om en sjælemesse. Om det var strygernes religiøse undertoner, musikkens messende og næsten transcenderende kvallitet, eller bare følelsen af at noget større steg ned… Noget ganske specielt, det var det.