Dicte – hyggeligt, rart og velspillet

Hovedpersonen på Train torsdag aften fik med det samme publikums begejstring at mærke ved at proklamere, at touren var startet, og dette var tredje job, men hele bandet havde glædet sig specielt til denne aften.

På scenen er den efterhånden meget erfarne Dicte virkelig i sit es. Med stilethæle, netstrømper og små kokette hoftevrid personificerer hun den diva, som Danmark vel ikke rigtigt har haft siden Sanne Salomonsens storhedstid, selvom sidstnævnte mere korrekt betegnes som en “rock-mama” i stedet.

Med en sensuel, sikker og meget stærk stemme gav Dicte prøver på sine meget varierede sange, der spænder vidt fra det blide og poppede, til det mere soulede og jazzede. Derudover formår Dicte og band også at rocke, så salen gynger, og den besætning som supplerer Dictes stemme kan gøre enhver solist misundelig.

Udover at være iklædt fine jakkesæt havde medlemmerne også taget deres fistelstemmer med, og formåede at ramme en flot falset i flere korpassager. Kæv Glieman, Jesper Mechlenburg, Mika Vandborg og Lennart Ginman har alle det til fælles, at de er fremragende musikere, men det vigtigste og mest bekræftende denne aften var den glæde og det humør, der blev vist på scenen.

Ginman, der næsten var svær at kende uden kontrabas, sang fornøjeligt med på de fleste numre, og Mika Vandborg, der forstår at begrænse sig på trods af et enormt talent, spillede med stor elegance. At manden så sikkert ejer lige så mange guitarer, som Imelda Marcos har sko, gør bestemt ikke oplevelsen værre, fordi lyden aldrig rigtigt bliver den samme, men i stedet godt varieret.

Koncerten døde dog en smule hen cirka halvvejs, hvor nogle af Dictes svagere numre blev spillet. Heldigvis livede det hele op igen mod enden, men på trods af det meget velspillende band og en tændt Dicte, manglede der til tider lidt intensitet. Dicte må gerne spille mere på sit diva-image og forføre publikum i højere grad end tilfældet var denne aften.

Vokalen, om end flot og stærk, har en tendens til at blive lidt for pæn og ren, og sådan var koncerten som helhed – flot, pæn, ren og rigtig hyggelig, men det er ikke helt nok, når Dicte har redskaberne og personligheden til at lade en koncert gå mere i både krop og sjæl.

Dicte sluttede aftenen med at fortælle publikum, at det havde været superhyggeligt at være i Århus, og følelsen var utvivlsomt gensidig. Superhyggeligt og rart, men så heller ikke meget mere, og det er synd, for Dicte har sangene, bandet og talentet til at gå skridtet videre.