José González ‘Veneer’
“You left a love stain on my heart”, synger svenske José González på sit debutalbum, og man tror ham gerne. ‘Veneer’ fremstår som ét stort skrøbeligt sår, fra hvilket der hvert øjeblik kan pible det rødeste hjerteblod. Albummets kuldslåede og melankolske stemning er dragende men farlig – et perfekt supplement til et mørknende efterår, men også en decideret inspiration til selvmord i vinterens isolerende kulde.
González betræder de samme vemodige baglokaler som legendariske singer/songwriters Nick Drake og Elliott Smith – begge tragisk døde ved egen hånd. Specielt Drakes skrabede svanesang ‘Pink Moon’ spøger i kulissen, når González gennem et helt album konsekvent gør brug af intet andet end egen stemme og akustiske guitar. Udtrykket bliver dog aldrig patetisk eller postuleret, som på så mange andre af genrens plader. Den 25-årige svensker er nemlig svøbt i argentinske aner og har dermed fået latinamerikanske rytmer ind med modermælken. Hans spanske guitar lægger et uroligt bossanova- og flamencopræget fundament under den klare og følelsesladede vokal. Et originalt og kontrastfyldt sammenstød, der rykker González fri af feltet.
‘Veneer’ kan på ingen måde tilbyde avantgardistiske krumspring eller nyskabende poetiske virkemidler. Men med denne lille skjulte skattekiste, indeholdende 11 bundærlige og tindrende smukke udsagn, har González ikke desto mindre begået ét af årets bedste albums i singer/songwriter-kategorien. “Summer love left this town / the sun went down / and with it the love we found / that’s the way things are sometimes / most of the time”. Simpelt, men sandt.