Chicks on Speed – exploding feminism inevitable
Stand tall, woman! Sving kagerullen kreativt og energisk mod verden og ikke bare blødt mod bolledejen! Chicks on Speed fører sammen med blandt andre Le Tigre og Peaches en kamp for at redefinere kønsrollerne i en mandsdomineret musikbranche, og de gør det uden hjælp fra andre. De tre Chicks har, med base i Tyskland, skabt et lille kunstnerisk åndehul, hvor de også laver kunstinstallationer, designer tøj-kollektioner og driver pladeselskaber.
Onsdag aften i et komplet udsolgt Lille Vega handlede det dog om musikken. Eller gjorde det? Chicks on Speed vil gerne være kulturkommentatorer, så under hele koncerten flimrede videoprojektioner vildt og voldsomt på scenens bagtæppe. Som hvis en kulturelt og politisk bevidst 25-årig så sit liv suse forbi på den indre skærm, inden dødens indtræf. Saddam, Thatcher og andre politiske dårligdomme flød sammen med massegrave, bedesteder og pigeværelser med makeup-spejle.
Lykkedes det at løsrive øjnene fra dette videobombardement, blev de straks fanget af kvindernes kostumer badet i stråler af neonlys. Fiskenet, tape og gamle aviser synes at være de vigtigste råstoffer på Chicks’ tøjfabrik, hvor man gør alt for at være anderledes og frygten for grimheden er ikke-eksisterende. Befriende.
Knap så befriende var det, da en overdimensioneret Anders Fogh Rasmussen på plakatform fik malet et pussy-pink “LIAR”-prædikat i panden i anledningen af årsdagen for Danmarks engagement i Irak-krigen. “One, two, three, four – we don’t want your fucking war!”. De bastante politiske budskaber var til at tage og føle på.
Og nå ja – hvad så med musikken? Chicks on Speed har på deres to album ‘Will Save Us All’ og ’99 Cents’ udvist stor legesyge i deres blanding af 80’er-synth pop, dance og punk, men denne aften valgte de en ensretning i festens tegn. Et simpelt, minimalt og monotont dance beat prægede de fleste sange, imens kvinderne snakkede og skreg henover rytmen og pillede let ved deres samplers og lap tops.
Til at starte med fungerede det fint i den fremragende ‘Eurotrash Girl’ og den energiske ‘Mind Your Own Business’, men herefter blev det hurtigt for monotont og blodfattigt. Kun da 30-40 danselystne publikummer fik adgang til totalshowet på scenen under ‘Fashion Rules’, og da miniature-hittet ‘We Don’t Play Guitars’ satte gang i alles hoppemuskulatur, kunne man for alvor tale om en fest.
“We like to use gaffa tape”, synger de tysktalende tøser i sidstnævnte sang. Kulturelt, politisk og musikalsk skrald fra verdensscenen samles og klistres nødtørftigt sammen i nye mønstre. Men denne aften i Lille Vega opstod der desværre ingen ny mening i copy/paste-virvaret.