Lily’s Voice

Der løber smørsovs ud af mine højttalere. Tyk, gul smørsovs. Lily’s Voice-saucen breder sig, og når jeg går rundt, flytter den sig for ikke at stå i vejen. Hvis den kunne, ville den lave kaffe og stryge min skjorte. Så venlig er den.

Country flyder ned gennem mit trægulv. Lily’s Voice har lagt sig et sted mellem Cline, Brickell, Dido og en glad Morisette. Den kan en masse flotte ting, men Dorthe Dines’ stemme mangler den personlighed, der får mig til naivt at tro på, at hun synger for mig – og om mig.

Måske er det tiden i studiet. Gennem 24 dage har trio og hjælpere sat sig til rette mellem kabler og lydisolerede vægge, og det kan høres. Som soda på sølvtøj har studie-grundigheden fjernet alle ujævnheder i stemningen og efterlader en støvet smag af musikskole under tungen. Eller vel nok mest en følelse af at lytte til noget så udsædvanligt som et coverband, der kun spiller deres egne sange.

Lily’s Voice har skruet en plade sammen, som jeg er sikker på at min mor uafbrudt ville spille lige indtil jeg giver hende en ny. Den er ikke farlig, den lyder godt, men mig får den ikke ud på hjemmedansegulvet uden gummistøvler.