Phoenix

Jeg hader 70’er-funk og danser sjældent, men hvis det er noget, der med sikkerhed kan sende elektrisk strøm igennem min krop og fjernstyre mine fødder til de finurligste bevægelser på et dansegulv, så er det navne som Jamiroquai og franske Phoenix.

Sidstnævnte bragede igennem med et sjældent hørt funky, dansabelt og på samme tid melankolsk og ualmindelig melodiøst album, ‘United’, i 2000, der blandt andet bød på alternative pop-perler som ‘If I Ever Feel Better’ og ‘Too Young’.

Med en følsomhed som Air, beats som Daft Punk og en rytmesans som Cassius repræsenterer Phoenix den nye bølge i fransk pop på fornem vis. En god stil, der fortsættes et godt stykke af vejen på opfølgeren ‘Alphabetical’.

Det starter rent ud sagt skide godt. Albummet bliver sparket i gang med et formidabelt fyrværkeri af et popnummer, der hurtigt og præcist lægger sig ind på top 1 over 2004’s forårsklassikere. “Thing’s are gonna change/but not for better/dunno what it means to me/but it’s hopeless, hopeless…” lyder de første linier på ‘Everything is Everything’. Men melankolien bliver i dén grad pisket op af spændende rytmer og friske guitarriffs og Thomas Mars’ helt igennem unikke vokal får det ligefrem til at flyve.

Lignende stærke takter er der at finde på andet nummer, ‘Run Run Run’, og også resten af de nye numre tegner Phoenix som både popsmede og tekstforfattere med format. Selvom melodierne veksler lidt i styrke, og fantasien visse steder glider baggrunden og overtages af mere straight og let soul-orienteret pop fra standardskuffen, så er der hele vejen igennem tale om mesterligt gennemarbejdede lydbilleder.

Phoenix. 'Alphabetical'. Album. Virgin.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af