Brigitte Bardot
Brigitte Bardot er inkarnationen af fransk 60er-dekadence; supergrafik, primærfarver, lavtaljede jeans, filterløse Gauloises og smålummer boudoir-stemning.
Før det hele gik op i babysæler og ikke-dyretestet make up var hun i et årti en af de parisiske modeskaberes, filminstruktøreres og popsmedes yndlingsstarletter. Med rette, for hun var smuk som en drøm, havde en udstråling af en anden verden og en stemme(føring) der forklarer, hvorfor man ikke havde behov for Viagra i 60erne.
På ‘Best of Bardot’ er 20 sange – fra ’63 til ’70 – samlet i en flot indramning af den første og sidste sang, Serge Gainsbourg, den gamle røver, skrev til hende. Det er den korte, intense ‘L’appareil à sous’ og den længere, men ikke mindre intense ‘Je t’aime… moi non plus’.
Herindimellem er det noget af en rutsjetur mellem det charmerende, indladende, som ‘Ciel de Lit’, ‘Harley Davidson’ (som jeg stadig ikke, efter lang tids forsøg kan udtale som hende) og naturligvis ‘Nue au Soleil’ (nøgen i solen), de muntre cabaret-temaer som ‘Ça pourrait changer’ og ‘Je reviendrai toujour vers toi’ – men sandelig også de virkelig lumre som ‘Invitango’ og ‘Bonnie and Clyde’.
En blandet fornøjelse i en flot ramme (til rammen hører i øvrigt også coveret).