B. Fleicshmann – store beats og let klaver

Det respekterede berliner-label Morr Music gæstede endnu engang Rust på København med en showcase lørdag aften. Udover lokale Opiate, a.k.a. Thomas Knak der havde parkeret pladespillerne og optrådte med electronica i ren screengazer-stil, var der besøg fra det østrigske indietronica-navn Bernard Fleischmann.

Man kan groft sagt dele tidens electronica-navne op i to. På den ene side lyd-pionererne, som konstant søger efter nye samples eller elektroniske genererede lyde for at manipulere dem på nye måder. Og på den anden side de mere traditionelt orienterede, komponerende musikere, der indoptager de nye teknologiske muligheder i deres flow.

Ligeså groft kan man kategorisere aftenens to optrædende. Mens ordløse Opiate viste rundt i sit musikalske glashus, præget af spøjse lydfigurer, drum’n’bass skitser og stedvise stemningsflader, og publikum lidt efter lidt løsnede op for deres næsten andægtige opmærksomhed, var det electronica af en noget mere forførende kaliber, der blev præsenteret af B. Fleischmann.

Grundelementerne i det afrundede lydbillede er store fyldige beats, små hviskende samples og synthesizer-flader og en klar og fin klaver-lyd til at sikre melodien. Og de langsomt opbyggelige numre skabte for alvor den stemning, de fleste af tilhørerne var kommet for.

Efter at være startet med debutsinglen ‘Pop Loops for Breakfast’ tog han den første store kegle med ’00/02′ fra albummet ‘Welcome Tourist’. Nummerets reflekterede anarkistiske sample fra den amerikanske civil ulydigheds-fortaler Thoreau, og Fleischmanns egen opsummerende introduktion på gebrokkent engelsk – »Almost every government is almost always useless«, faldt i god jord og skabte direkte kontakt til publikum.

I samme spor virkede ‘Welcome Tourist’s smukt naive ‘le desir’ lidt tynd uden Christof Kurzmann’s indtrængende vokal, men ellers formede Fleischmann at løfte sine numre flot i live-situationen. Specielt ‘Until the real thing comes along’, der blev bygget stærkt op over et sample fra en vietnamesisk tog-tur, og det næstsidste nummers elegante overgang fra et næsten tragisk melankolsk klaverstykke til et hård hip hop-beat, fungerede godt. I det hele taget slap Fleischmann lidt af den tunge melankoli, der strømmer gennem ‘Welcome Tourist’, og lod således også flere opløftende passager få plads.

Den tilbagelænede Fleischmann leverede sit set både dygtigt og elegant, men det kom dog aldrig til for alvor at suse gennem salen. Blot var der tale om endnu en fin aften på Rust, med god lyd og god stil i det hele taget.