Headset

For kun et par uger siden lå jeg og hørte min samling af ~scape-udgivelser igennem og tænkte på hvor imponerende det er, at Stefan Betke (alias Pole, som har startet og kørt ~scape siden ’99) har kunnet holde så konsistent en lyd og stil, men stadig formå at udgive det ene kvalitetsalbum efter det andet. Fra Kit Claytons techno-inspirerede dub over Jan Jelineks mere housede stil og til Andrew Peklers jazzede lyd har man altid kunne følge en tråd til Poles egen elektriske dub, hvilket nok også er en konsekvens af hans, ifølge rygtet, forholdsvis store indflydelse på selve produktion af de andre kunstneres plader.

Forventningerne var derfor i top da jeg satte det nyeste ~scape-release i afspilleren. Forinden havde jeg skimmet den medfølgende pressetekst, og jeg var umiddelbart overrasket over (og ærlig talt en lille smule skeptisk ved) at læse om duoen Headset, der er bag udgivelsen. Den består af Allen Avanessian, initiativtager til det L.A.-baserede label Plug Research som udgiver lidt skæv electronica af svingende kvalitet, og Jimmy Tamborello, der nok er mest kendt under sit dntel-pseudonym, og hvis udgivelse på samme Plug Research (Life is Full of Possibilities, 2001) skabte en del positiv presseomtale og da også rumsterede på undertegnedes playlist en tid, for dog at blive helt glemt igen. Med andre ord ikke folk man umiddelbart ville forbinde med det tyske labels kvalitetsmærkede lyd, og med tilføjelsen af forskellige MCer og gæsteproducere var der allerede lagt i ovenen til en picknick uden for det sædvanlige ~scape-territorie.

Henover albummet stiftes bekendtskab med så forskellige folk som nonGenetic fra Shadowhuntaz, den japanske MC Lady Dragon, Beans (chef-rapper i det hedengangne Anti-Pop Consortium), Daedelus og house-produceren Thomas Fehlmann. Stilen er umiddelbart mest hip-hoppet, men afveksles af et par lidt bizarre, freejazz/lounge-inspirererde numre, der stikker meget ud fra de øvrigt numre, og fungerer dårligt både i sig selv og i konteksten. Til resten af pladen har Avanessian og Tamborello produceret tørre, skarpe hip-hop beats som de forskellige gæste-MCer forsøger at løfte op på et lidt mere funky plan. Hertil virker Beans umiddelbart som det bedste valg, da hans egen stil i produktionen er lidt i samme boldgade, men Headset mangler desværre den strejf af funk og skævhed der får Beans’ eget materiale til at fungere.

NonGenetic klarer også jobbet på mic’en glimrende, men endnu engang arbejder produktionen imod ham, og selvom det bliver til et par gedigne, elektriske hip-hop-numre, er lyden stadig for stiv og kantet til at det rigtig kommer til at fungere. Pladens højdepunkt er nummeret Grasping Claw med japanske Lady Dragon der synger/rapper henover et hurtigt, klappende beat, og det lykkes næsten at få det til at rykke i danseskoene. Afslutningsvis får vi det Fehlmann-producerede Sound of a Squint, et af de mere vellykkede jazz-inspirerede numre der med sine bløde Nina Simone-samples og vuggende basgang behageligt runder pladen af.

Beklageligvis må konklusionen dog blive at denne udflugt bort fra det afprøvede ~scape-territorie ikke har været nogen ubetinget succes. Mængden og diversiteten af samarbejdspartnere på Spacesettings har den konsekvens at albummet kommer til at virke alt for collageagtigt og sammensat, fremfor at fremstå som en helhed. Derudover er det også fristende at sætte spørgsmålstegn ved Avanessians og Tamborellos egentlige kvaliteter, da det i høj grad er de dygtige MCer og kollaboratører der løfter albummet bort fra det ligegyldige, og albummets største svagheder ligger i de rent instrumentale spor.