Keane

Det må ikke være uden kvaler, at engelske Keane valgte at blive navnebrødre med én af fodboldens allerhårdeste drenge. På den anden side er der langt fra eftertacklinger og beskadigede legemsdele til Sussex-trioens klangrige og sødmefyldte debut, ‘Hopes and Fears’, der hylder klaveret som instrument i en ellers så guitarficeret genre: Britpoppen.

Faktisk er der ikke skyggen af guitar på debuten. Blot Richard Hughes beherskede trommer, Tom Chaplins elegante vokal og ikke mindst Tim Rice-Oxleys fyldige klaverspil.

Guitaren er såmænd heller ikke savnet på ‘Hopes and Fears’. Netop Tim Rice-Oxley kompenserer langt hen ad vejen for de fraværende stålstrenge med sit hvirvlende og allestedsnærværende klimpreri, der fra tid til anden har et klassisk snit over sig i stil med 70’ernes ABBA.

Det er en sand fornøjelse at lytte til den huggende ‘Somewhere Only We Know’, der med Tom Chaplins velsmurte stemme og flotte melodi glinser som en lille fin pop-perle. Ligeså gør den dragende ‘Everybody’s Changing’ med sit midlertidige giftermål med den bløde funk og Chaplins stejle fraseringer.

I ny og næ bliver tinderne dog for høje for Tom Chaplin, og han mister pusten i sin iver efter de lange toner. På samme måde går det med skyggerne fra britpoppens klassiske dyder, der i perioder bliver for lange og indhenter Keane i en hætteklædt forklædning, der afslører silhuetterne af Coldplay og The Verve.

Men Keane formår dog at unddrage sig skyggerne, fordi de vil mere end blot fordums stiløvelser. ‘Hopes and Fears’ insisterer i hvert fald på, at en god popsang sagtens kan skæres uden brug af guitar, også selvom den er fra det britiske.