Labrador

Der er dømt ren easy listening på den danske gruppe Labradors nyeste udspil ‘Instamatic Lovelife’. Gruppen er dannet på resterne af det sørgeligt oversete band Greene, men de tidligere medlemmer har heldigvis ikke glemt det, Greene havde som varemærke – nemlig den gode melodi.

‘Instamatic Lovelife’ er spækket med disse. Ikke blot vokalmæssigt, men også rent musikalsk, idet det ene medrivende blæsertema afløser det andet. Der er da også blevet plads til et vellykket instrumentalnummer, som fungerer som et fint lille pusterum lidt over halvvejs på pladen.

De forskellige numre går godt i spænd med hinanden, og selvom lyden stort set er den samme på hele pladen, er der alligevel lige en lille variation i melodierne eller udtrykket, der gør, at man fint kan skelne numrene fra hinanden.

Det bliver lidt vemodigt at lytte til en gang imellem, men størstedelen af pladen er holdt i en levende, let og legende tone, der hurtigt fremkalder et lille smil på læben og et lille vip med foden.

Den danske accent og lidt sjuskede engelske udtale må sanger Flemming Borby dog gerne lægge på hylden, da det forstyrrer det flydende indtryk, man ellers har af pladen. Når musikken er ren vellyd, skal vokalen også helst være det – på alle måder.

Selvom det er små popperler Labrador frembringer, er det interessant, at størstedelen af numrene går et stykke over den normale tre-minutters popskabelon. Det giver en ekstra dimension og kun enkelte gange føles numrene for lange.

Labrador har begået en yderst behagelig popplade, der dog ikke holder niveau hele vejen igennem, men som nemt kan smide et par skæve sommerhits af sig.