Rock’n’Royal – det sædvanlige, du ved
Helt ærligt. Det er sgu lidt mærkeligt at være til sådan et show som Rock’n’Royal. Og det er endnu mere mærkeligt at skulle have en mening om det. I ved jo godt, hvordan det var:
To værter: Den ene er den med de faktuelle oplysninger, ham der kan fortælle os, at Brett Anderson har sunget i Suede, og at Mary Donaldson selv har forespurgt på at få det australske band Powderfinger til at komme til København i dagens anledning, og at de har afbrudt hele deres pladeindspilning i australien KUN for denne ene ting (Godt nok er bandet på turné i Europa i hele maj, men alligevel). Den anden, ham den sjove og “dumme”, kan fortælle vittigheder om, at kænguruer hader regnvejr, fordi så skal børnene lege indenfor. Og så skal de naturligvis også synge i løbet af aftenen.
En masse musik: Sanne Salomonsen der synger ‘Proud Mary’, D.A.D. der spiller ‘Sleeping My Day Away’, Thomas Helmig der smiler drenget i cowboystøvler og hvid bondeskjorte, Black Rebel Motorcykel Club der blender ind som en zebra blandt gråænder, DRs Underholdningsorkester som man ikke rigtig kan høre fordi en distortionguitar nu engang har en bedre evne til at trænge igennem, end en bratsch har, og nogen dansere der danser det der streetdance. Der er to måder at optræde på: man kan underholde (Anders Blichfeldt sang f.eks. en sang om at bolle udenom), og man kan benytte sig af at man har hele Danmarks bevågenhed og prøve at trænge igennem med en holdning (Outlandish sagde f.eks. til Mary, at hun skulle passe på Pia Kjærsgaard). Det sidste er klart det sjoveste. Der var desværre ikke så mange der benyttede sig af chancen. Tilgengæld lavede Lars H.U.G. og Kira Skov (fra the Kindred SpiritS) en klasseopvisning af, hvordan man IKKE synger en duet. De kan vist ikke så godt lide hinanden. Steen Jørgensen er tilgengæld altid god for lidt underholdning. Jeg synes nu mest, at det var en lidt trist affære med ham i rød vest og et Cohen-nummer på programmet.
Et spillested: Ligesom man ikke spiller fodbold på Stengade 30, skal man ikke spille musik i Parken. Det lyder sjovt nok ikke særlig godt, når man tager en kæmpe stor hal med betonvægge, smider et låg på og skruer helt vildt op for nogen højtalere. At man krydrer det med en lydmand, der i den grad har sovet i timen, gør jo muligvis ikke sagen bedre, men det er da lidt underholdende, at samtlige soli startede med kun at være på storskærmen, og endte med at være blødende høje.
Et publikum: Da Jes Dorph-Petersen for nogen uger siden blev præsenteret som den ene vært denne aften, sagde han noget alá “Jeg bliver den ældste blandt publikum”. Det var han ikke! Og det er der intet som helst galt med, men det er enormt svær at lave et show, som både de gamle og de unge kan bruge til noget, og det kan mærkes: Når Henrik Launbjerg synger danses der på rækkerne, men ligesom gulvet er uroligt under disse seancer, er rækkerne det, når der fra scenen bliver sunget “Undskyld So”. Når det er sagt, skal det nævnes, at der var en rigtig rigtig rigtig god stemning blandt publikum. Og apropos Henrik Launbjerg: Er det god stil, sjovt, eller skægt at synge Lille frække Frederik i venlig funk udgave? Nej. Det er det ikke.
Men der var naturligvis også en fantastisk produktion, der både visuelt og flowmæssigt var 100% i skabet. Guderne skal vide at det ikke må være let at få så mange bands til at overholde en form for tidsfrist, men det lykkedes helt og aldeles. Og der var Søs Fenger og Thomas Helmig der sang ‘Den jeg elsker’… det er jo ikke til at stå for! Og førnævnte Powderfinger, der spillede tre numre og efterlod de fleste med en “det var lige godt satans”-fornemmelse: De må MEGET gerne komme til Danmark igen, og spille en hel koncert. Led Zeppelin Jam reunited, stadig med Alex Nyborg og to trommeslagere og alt… De må også godt starte op igen! Brett Andersons nye nummer der var ligeså godt, som man kunne have håbet på. ‘Tomorrow Never Dies’ med et lidt amputeret Swan Lee, men til gengæld med ægte strygere. Som den vel egentlig skal være. Og ikke mindst: Et royalt par der i disse dage må opleve hell on earth, men stadigvæk, royalist eller ej, er så søde at se på, at man sgu kan blive helt rørstrømsk.
Så ja: Det var som det plejer at være til sådan nogen ting: Meget god underholdning. Men det er Kaj & Andrea for eksempel også.