Devendra Banhart

Devendra Banharts liv lyder som ren romantisk fiktion. Han er født i Texas, navngivet af en indiansk mystiker og opvokset i Venzuela og Los Angeles. Han studerede på et kunststipendiat i San Francisco, inden han droppede ud og flyttede til Paris og spillede på en lille natklub.

Nu har verden opdaget ham, og hans fantastiske andet album er uden tvivl blandt de bedste i år. Hans mørke fuldskæg og intense øjne giver ham en aura af livsvisdom, og Banhart er endda kun 23 år. Du ved bare, at du ikke får pigen, hvis han står ved siden af dig. For fanden.

Men han er nem at tilgive, for ‘Rejoicing in the Hands’ er noget af det mest egensindige, ærlige og tindrende smukke længe hørt. Albummet består primært af Banhart og hans skarpe akustiske guitar, indspillet over ti dage i en dagligstue i Alabama. Senere er der få steder lagt diskret klaver, bas og strygere ind over, men altid kun som baggrund for mandens sensitive soloridt rundt i stemningsfulde folk-, country- og blueslandskaber.

Stilen er umiskendelig gammeldags og genkalder legender som Woody Guthrie og Robert Johnson. Banhart kunne snildt spille sørgmodigt i hjørnet af caféen i en gammel sort/hvid-film, uden at nogen ville bemærke anakronismen. Men som han selv synger: “When you’ve got some old words to mold / And you can make them your own” – ja, hvorfor så ikke trække inspiration fra den absolutte elite, nøjagtigt som hans kvindelige modstykke Cat Power gør det?

Der er ikke ét svagt lod blandt albummets 16 sange. Det er intim minimalisme, og når Banharts næsten-falset vibrerende velvilligt inviterer lytteren indenfor i hans dagligstue, såvel som hans hjerte, er det umuligt at takke nej. Den unge herre er et unikt talent, og man kan dårligt vente til, at anden halvdel af denne Alabama-session udgives til efteråret.