J.J Cale

Manden, som skrev så fine rocksange som ‘Cocaine’, ‘After Midnight’ og ‘Crazy Mama’, er nu tilbage med sit første studiealbum i otte år. Det er længe for et album, der genremæssigt uden tvivl kunne have været udgivet i 1980’erne. J.J. Cale står bomstille.

Så kære læser, er du stadig oppe at køre på Dire Straits’ ‘Brothers in Arms’, og kan du fyre helt op for ‘So Far Away’ helt uden at få brækfornemmelser, så har du i J.J. Cales ‘To Tulsa and Back’ fået en enkeltbillet til paradis. Skønt for nogen…

J.J. Cale tusser derudaf på samme måde som Mark Knofler og co., og denne konforme og til tider firkantede traditionelle rock skaber så megen kedsomhed, at der uden problemer kan vugges i takt i gyngestolen. Er man heldig, falder man i søvn.

J.J. Cale forsøger som en vild at få det til at svinge, og genremæssigt falder denne anmelders tanker straks på Daniel Lanois fremragende ‘Shine’ fra 2002. Men ‘To Tulsa and Back’ ligger langt fra den forståelse for percussion og klanglyde, som Daniel Lanois er mester i at skabe. Nummeret ‘Rio’ er det eneste, som magter dette, resten er for tamt.

Det der kan gives point for her, er det fremragende tørre producerarbejde, som er lagt i udgivelsen. Lyden er så knastør, at man lever sig ind i at gå på Tulsas veje og mærke storheden i stilheden.

Det samlede indtryk kunne dog godt være langt bedre for en cowboy som J.J.. Han bør snart finde stedet, hvor sherifskiltet kan skiftes ud med lidt pension.