Sonic Youth har holdt sammen i 24 år, og alligevel giver deres nye album ‘Sonic Nurse’ baghjul til alle unge efterfølgere. Hvordan kan det lade sig gøre? Alternative medikamenter eller exceptionel skabertrang? Soundvenue har krydset telefonrør med grundlæggende medlem Lee Ranaldo.
Håret er gråsprængt, og det har det efterhånden været i mange år. Lee Ranaldo er 48 år gammel, og så tillader han sig at spille progressiv rock i et band med så misvisende et navn som Sonic YOUTH! Skal man finde sig i det? Og så klokken tre om natten, fordi det er her, det passer ham bedst at snakke med en grønskolling fra Danmark.
– Hej, det er Lee. Undskyld, at jeg ringer så sent, knitrer en stemme i telefonrøret.
En sympatisk indledning fra en mand der ikke behøver at være høflig over for nogen som helst. Som medlem af Sonic Youth sidder han nemlig på toppen af den alternative rocks pyramide. Lees band er synonymt med integritet og autoritet. De har lige sendt et nyt album på gaden, og som altid står rockpressen på tæer, hænder og hoved for at få en udtalelse fra legenderne.
– Sov du?
Hmm. Stemmen fra den anden side af Atlanten rækker en venlig hånd ud. Helt fra New York, the City of Cool, til en lille lejlighed på Frederiksberg. Man må overgive sig.
Sonic Old?
Sonic Youth er nok det mest citerede bandnavn i rockanmeldelser de seneste 15 år. Bandets indflydelse kan spores i vigtige bands som My Bloody Valentine, Dinosaur Jr. og Nirvana, samt danske Psyched Up Janis og Speaker Bite Me. Men hvordan er det lykkes Thurston Moore, Kim Gordon, Steve Shelley og Ranaldo at holde sammen i alle disse år?
– Jeg tror bare, at vi forstår, at der sker noget særligt, når vi spiller sammen. Vi komplementerer hinanden fantastisk, og så har vi bevaret en grundlæggende nysgerrighed. Desuden har vi stadig tætte relationer til undergrunden, vi føler en slags slægtskab til bands derfra. Man må aldrig miste interessen for ny musik, forklarer Lee.
Guitaren er bandets tryllestav. Går man rundt med den fejlagtige idé, at dette instrument har sine begrænsninger, er det på tide at dykke ned i Sonic Youth’s bagkatalog. Her svinges guitaren gennem de mest avantgardistiske støjeksperimenter, over kontante punkriffs til pop hooks og blide klimprende drømmelandskaber. Ikke alt er blevet lige velmodtaget, men alle album har været forsøg på at skabe noget nyt.
– Vi vil skabe musik, der kommer til betyde noget nu. Folk skal groove til vores nye materiale – det betyder alt. Det ville være deprimerende at ende som The Rolling Stones, der rejser verden rundt og spiller greatest hits-koncerter, siger guitaristen med stor overbevisning.
Angry, Very Angry
På en gammel plakat, der havde alterstatus i mit ungdomsværelse, står bandet lænet op ad et gadeskilt, hvorpå udbruddet ‘Angry, Very Angry’ er malet. De ser kampklare ud. De har noget på hjertet. Kan man have det, når man nærmer sig de 50 år og har spillet i det sammen band i næsten 24 år?
– I starten gjorde vi oprør mod den etablerede musikindustri og alle de elendige rockbands, der spillede store stadionkoncerter. Vi ville vise verden, at det kunne gøres på en anden måde. Nu er vi mere etablerede, vi har stiftet familie, og vores liv er anderledes. Sonic Youth har ikke en direkte politisk dagsorden. Vi gør bare, hvad vi har lyst til og lader os ikke påvirke af tidens tendenser. Det har sådan set altid været vores strategi, fastholder Lee.
Selv om han ikke er meget for at tale om det, så har bandet dog markante politiske handlinger. Han indrømmer, at ‘Peace Attack’ på det nye album handler om den amerikanske invasion af Irak, og at nogle af Bush’s dispositioner ‘giver ham kvalme’. Thurston Moore lancerede sidste år desuden internet-siden Protest Records, der tilbyder gratis musik og kunst fra artister, som er imod krigen i Irak.
– Men det vigtigste er hele tiden bare, at vi ikke forfalder til selvtilfredshed, fordi vi har fået lidt succes og tjent en smule penge. Musikken har stadig førsteprioritet, siger Lee med bibeholdt idealisme i stemmen.
Sonic Youth har altid konsekvent gået deres egne veje. Fra den ydmyge start, hvor de debuterede med det utilnærmelige støjorgie ‘Confusion Is Sex’ i 1983, til deres kontrakt med Geffen i 1990, som viste, at det faktisk kunne lade sig gøre for et alternativt band at bibeholde integriteten på et stort pladeselskab. I forbindelse med udgivelsen af ‘Washing Machine’ i 1995 overvejede de endda at skifte navn bare for at se, hvordan deres musik ville blive modtaget, hvis folk ikke vidste, at den var signeret Sonic Youth.
– Vi var nysgerrige efter at finde ud af, om folk ville modtage musikken anderledes. Om vi stadig havde noget at byde på, eller om vores fans bare købte vores plader per automatik. Dér satte vores pladeselskab dog foden i døren, så det spørgsmål blev aldrig besvaret, funderer Ranaldo.
Penduleffekten
‘Sonic Nurse’ er titlen på bandets nye udspil, og sammenlignet med nogle af Sonic Youth’s tidligere udgivelser er det netop så blidt som en sygeplejerske klædt i hvidt, der ryster din pude med omsorg. Det rocker selvfølgelig, og guitarerne er stadig legelystne. Men der er ingen tyve minutter lange instrumentale forløb eller støj-improvisationer. Dette deres 13. regulære album er præget af fængende riffs og klare melodier. Nøjagtig som på forgængeren ‘Murray Street’.
– Vi havde egentlig ikke besluttet hvilken slags plade, vi ville lave. Vi gik bare i studiet og begyndte at skrive sange. Vores plader svinger frem og tilbage fra det radikale til det mere poppede. Denne gang blev musikken bare mere tilgængelig, forklarer Ranaldo.
Det hænger måske sammen med, at bandet har stiftet deres eget pladeselskab, SYR, hvor de kan få afløb for eksperimenterne. Det er helt bevidst, at tingene nu bliver adskilt. Skidt og snot for sig.
– Hvis vi troppede op hos et af de store selskaber med en håndfuld avantgarde-kompositioner, ville det bare skabe frustrationer for alle. Derfor udgiver vi nu vores mere eksperimenterende ting på SYR, hvor attituden er mere afslappet, og hvor salgstallene ikke spiller nogen rolle, forklarer Lee om sideprojekterne, der ikke distribueres i Danmark.
Så mens gigant-selskabet Universal forsøger at sælge ‘Sonic Nurse’ over hele verden, trisser bandet, der nu også tæller den travle multiinstrumentalist Jim O’Rourke, rundt i New York og rykker nysgerrigt på rockens afgrænsninger.
– Det er rart at kunne arbejde ud fra to fronter, det giver meget større følelse af frihed. Pladerne vi indspiller på vores eget selskab er mere abstrakte. Vi improviserer meget og indspiller dem hurtigt, og som kunstner kan det virkelig være rart en gang imellem. Modsat arbejder vi hårdt og længe med detaljerne på vores mere højtprofilerede udgivelser, så de bliver interessante at turnere med. Hvis det ene begynder at kede os, kan vi bare svinge over i den anden grøft.
Alderen trykker altså, men den altafgørende rastløshed huserer stadig i kroppen på Lee Ranaldo og hans kolleger. I lydens verden er de stadig unge. Sonic Youth.