Spot 10: Mugison – det ubeskrivelige paradoks

Det ser ud som om, at nogen har glemt et lille rumskib på scenen. Der står i hvert fald en besynderlig anordning, som meget vel kunne være et intergalaktisk transportmiddel for rumvæsener af liden størrelse. Men nej, det er et monster af et instrument, bestående af diverse traditionelle instrumenter, som er sammensat med det formål at skulle betjenes af én enkelt person – nemlig den islandske
Mugison.

En mand med ubeskriveligt fede ideer, hvilket i sig selv er et paradoks, eftersom noget ubeskriveligt er jævnt svært at beskrive. Og det bliver nemlig aldrig helt beskrevet for publikum, men forbliver en rodet og halvfærdig legeplads.

For selvom der er tydelige referencer til prominente navne som Sigur Rós og Tom Waits, og Mugison har snuppet det bedste fra begge lejre – de sfæriske og rumlende orkaner fra Sigur Rós og de ødelagte og dekadente skygger fra Tom Waits – kommer der aldrig rigtig sammenhæng i det.

Og det på trods af mange lækre og velovervejede kompositioner. Det drukner simpelthen i Mugisons beundringsværdige lyst til at lege. Han kaster om sig med forunderlige samples, storladne ætere, nuttede overgange og et utal af iturevne genrer, og det er da imponerende. Men det er altså noget rod. Talentet forsvinder simpelthen i sin egen manglende evne til at begrænse sig. Hvis Mugison havde skævet blot en anelse mere til Sigur Rós, havde han med garanti opdaget den gyldne regel: færre ingredienser = stærkere indtryk af hver enkelt.

Der, hvor Mugisons virkelige (nuværende) styrke ligger, er i de mere melodiøse og lyrisk baserede numre. Og det er da også her, han for alvor får fingrene i publikums lyttelapper. Lidt mere menneske, lidt mindre arty-farty-fool. Blot et lille råd.