Bahamadia – en ren nydelse

I den forløbne uge var jeg med i en ordleg. Jeg sagde: “Bahamadia spiller på Rust på onsdag” og folk sagde: “hvem?”. For mig var det tydeligt, at en af de mest fremtrædende kvindelige rappere i 90’erne, ikke længere stod så tydeligt i hukommelsen på folk og jeg tvivlede på om Rust ville fyldes. At jeg bare spurgte de forkerte mennesker er meget muligt for fyldt var Rust.

Opvarmningen leverede Kev Brown og DJ Roddy Rod og de få blandt publikum, der kendte de herrer af navn, kendte dem i hvert fald ikke af gavn. Under opvarmningen havde publikum ofte opmærksomheden alle andre steder end på scenen så “summelyd – niveauet” blandt publikum var ofte lige så højt som musikken. Stemningen var mere hen af en hyggelig jazz-cafe end en live hiphop koncert. Kev Brown og DJ Roddy Rod virkede nu også som om de hyggede sig fint og skiftedes til at styre beat og rappe sig igennem en syv – otte numre. Blandt andet et til lejligheden produceret nummer på en medbragt MPC 2000. Og på trods af at der står DJ på Roddy Rods visitkort imponerede han med et glimrende flow.

Opvarmningen, der næsten var en mini-koncert i sig selv, rullede velkomstløberen ud for Bahamadia og pludselig spadserede hun ind på scenen rolig og afbalanceret uden nogen “her kommer jeg, somebody scream hell yeah!” – entre. Bag sig havde hun DJ Static, der ved sin præsentation lige fik en til at kigge en ekstra gang på aftenens beatmeister, men jo, han var sort, så det var ikke hans danske navnebror. Og ud over at ligne danskeren på navnet lignede han ham også på evner, for scratche det kunne manden.

Bahamadia stemte i og det første der slog mig var, at det sgu da ikke lød som kvinden der f.eks. messer ‘Push Up Ya Lighter’ sammen med Roots. Bahamadia havde parkeret sit tilbagelænede, messende og nærmest dystre flow et sted i hjembyen Philadelphia og havde i stedet pakket rejsetasken med et langt mere klassisk, artikulerende og kraftfyldt flow. Godt tænkt egentlig, for hendes “album-flow” har ikke punch nok til en live-koncert og inviterer mere til et par timer i selskab med røgelse, meditation og auraladede sten end en club – night på Midweek Breaks. Til sidst i koncerten bekræftede Bahamadia da også selv, at hun konsekvent ændrer stemmeføring og flow når den står på livekoncerter. Noget jeg ellers kun har oplevet mindre talentfulde rappere, der ikke har kvaliteter til at klare sig uden for studiets trygge rammer, gøre ubevidst. Bahamadia er bare ikke en sådan rapper. Hendes andet flow var lige så skarpt og veltimet som det hun beriger sine album med, bare anderledes.

Bahamadias album materiale med ét fuldlængde album og en EP er ikke overvældende stort. Til gengæld har hun været “featuring” på mange hårdtslående numre og hun rappede sig bl.a igennem ‘Chaos’ fra Soundbombing II. Nogle nye numre blev det også til, blandt andet den eftertænksomme Kev Brown produktion ‘Rain’. Klassikeren ‘3 da hard way’ fra 96 albummet ‘Kollage’ fik publikum også til stor jubel, men generelt blev for meget af det gamle materiale desværre komprimeret ned til et medley.

Efter lidt over en time sluttede en rigtigt god og gennemført koncert, der dog på intet tidspunkt var ved at rive taget af Rust, men det var heller ikke Philly – rapperens stil. Bahamadia nåede på sin egen afslappede facon ud til publikum og efterlod ingen tvivl om, at hun rangerer i eliten af rappere generelt og som en af de absolut dygtigste kvindelige rappere.