Mastodon
Det skulle ikke undre mig, om der har manifesteret sig en lysende pære over Mastodons kollektive hoved, da de fik idéen om at lave et konceptalbum over Herman Melvilles udødelige klassiker ‘Moby Dick’. For kombinationen af Mastodons tunge og tekniske metal og ‘Moby Dicks’ blanding af fysisk nærvær og stærke metafysiske strukturer giver simpelthen fantastisk god mening.
Bandet formår på ‘Leviathan’ på intelligent vis også at inkoorperere teksternes maritime tema i musikken. Langt de fleste af numrene på ‘Leviathan’ tager udgangspunkt i en seks ottendedels-rytme, en grundrytme, der så konstant bliver opbrudt af forskellige accenter og Brann Dailor’s hyperaktive trommespil, der i sit feel næsten giver minder om tredsernes jazzinfluerede rocktrommer. Dette gør, at Mastodons musik gynger, svinger og smider lytteren rundt i en mageløs fremstilling af kaptajn Ahabs feberagtige jagt på den hvide hval.
Pladen er indspillet sammen med produceren Matt Hayes, der blandt andet har arbejdet sammen med Isis, og på en måde kan Mastodon godt ses som en form for lillebror til bands som Isis og Neurosis. Lillebror i den forstand, at mens storebror ligger derhjemme på værelset i et syretrip og flipper over sit kaleidoskop, så tager lillebror en papirshat på hovedet, en skovl i hånden og går ud og graver huller i baghaven.
Der er simpelthen en helt utroligt smittende energi i Mastodons blanding af stoner-metalriffs og komplekse fusionsprægede rytmer og strukturer. Men samtidig formår de at skabe dette tunge episke feel, der netop kendetegner bands som Isis, Neurosis, Pelican og Mogwai. Albummets epicentrum er nummeret ‘Hearts Alive’, et 13 minutter langt mareridtsagtigt ridt gennem det sidste kataklysmiske slag mellem Ahab og Moby Dick, et sublimt nummer, der næsten kan betegnes som Mastodons svar på ‘Bohemian Rhapsody’.
Mastodon har dog en lille svaghed i vokalen. Hverken guitarist Brent Hinds eller bassist Troy Sanders er nogen fantastisk sanger. Men bandet er smart nok til at lægge de melodiske hooks andre steder, og indenfor albummets maskuline univers giver den til tider meget hæse, næsten brølende vokal egentlig meget god mening .
Mastodon har med ‘Leviathan’ skabt et af de mest helstøbte konceptalbums, jeg er stødt på, der i den grad formår at fange essensen af Melvilles roman, og der er egentlig ikke meget andet at sige til det end et højlydt “Ohøj Skipper!”.