Talib Kweli

“If skills sold, truth (would) be told/I’d probably be lyrically Talib Kweli”.

At starte en anmeldelse med et citat er vist dårlig anmelderlatin. Det ærlige og personlige citat fra Jay-Z’s glimrende afskeds album, er ikke desto mindre sigende for hvilken position Talib Kweli har opnået som rapper siden hans og Mos Defs nu legendariske Black Star albumdebut i 1998 gav kunstigt åndedræt til den politisk bevidste og reflekterede del af hiphop musikken. Et album der blev fuldt fremragende til dørs af Kweli og Cincinnati produceren Hi-Teks’ aldeles fremragende album ‘Train of Thought’.

Udover at betyde “Den Sandhedssøgende” på arabisk, er navnet Talib Kweli derfor i dag synonym med reflekteret, skarp og vidende rap, pakket ind i avancerede og originale rimskemaer. Hiphop, der ofte er svært tilgængeligt, og derfor ikke ender i “heavy rotation” på The Voice. Salgstallene er derfor også det mindre, end hos talentfulde rappere som Jay-Z, der for at tækkes publikum sætter rapbarren lidt lavere, da “the truth” ikke sælger, som Jay-Z selv siger.

Talib har imidlertid valgt at tækkes publikum på en anden måde. På ‘The Beautiful Struggle’ er der mindre bas og bund i numrene, der er sat godt blus på hajhatten og frekvensen af sing-a-long omkvæd er stærkt øget. Kort sagt; det lyder af og til som rendyrket pop-musik. Af og til er det blødt og velklingende som det Charlamagne producerede ‘Around My Way’, der lyder som noget ballademageren Richard Marx kunne have trukket op af sit klaver og som Christina Aguilera kunne have sunget på en følsom dag.

Andre gange er det hårdt som det futuristiske og guitarprægede ‘We Got The Beat’, men generelt er lyden syntetisk og især melodisk. Den melodiske tendens hørtes allerede på Kwelis 2002 soloalbum “Equality”, men har denne gang fået en tand ekstra. Tidens MTV venlige hiphop producer navn, Kayne West, har da også produceret førstesinglen ‘I Try’, som lyder betænkeligt meget som ‘Quality’ hittet ‘Get By’, bare dårligere.

Med Kayne rammer vi det produktionsmæssige lavpunkt og derefter går det kun fremad. Dirty Swift og Bruce Wayne leverer beat til ‘Black Girl Pain’ og gæsterapper Jean Graes fremragende vers. DJ Hi-Tek viser sin alternative side med ‘Work It Out’, der er et påtrængende uptempo beat med et digitalt loop a la jinglen til Kim Schumachers 80’er show Labyrint. Kweli ligger helt skævt på beatet, men det fungerer suverænt. Som at høre en opgraderet The Streets med Kwelis rapevner.

Hvis lyden har ændret sig har Kweli det til gengæld ikke, selvom rimskemaerne og budskabet måske leveres en smule mere uoriginalt end tidligere hørt. Af og til dikterer produktionerne også en mere aggressiv rapstil end tidligere, men Kweli er stadig vidende, skarp og ufatteligt velrimende. Mere er der ikke at sige om det. På Common duetten ‘Ghetto Show’ svarer Kweli for eksempel Jay-Z tilbage:

“If lyrics sold then truth be told, I’d probably be as rich and famous as Jay-Z”.

Med årene har Kweli åbenbart erkendt, at hiphop a lá Reflection Eternal og Black Star ikke vil sikre ham den plads i populærkulturens musikannaler, som Jigga har opnået. Resultatet er et album med ærlig, kritisk og skarp Kweli lyrik på højt niveau. På lydfronten er det sjældent decideret ringe, af og til er det fremragende originalt, men oftest er det bare udemærket. Med chance for at lyde stokkonservativ, ville et 9th Wonder, ?uestlove, Madlib eller Beatminerz beat, klæde Talib Kweli meget bedre end Kanye West eller Charlemange’s ditto.