The Essex Green

Jeg har engang oplevet at være ved at vælte på cykel, kun fordi jeg blev overrasket af et eller andet voldsomt udbrud i den musik, jeg hørte. Det ville ikke være sket, hvis jeg havde hørt The Essex Green, det er helt sikkert.

For er der noget The Green Essex ikke benytter sig af, er det vilde musikalske armsving. Den New York-baserede gruppe, bestående af Jeff Baron, Sasha Bell og Christopher Ziter, sværger til gengæld til en kærkommen og sympatisk pop, der glider ned og virker hurtigere og bedre end en Panodil Zapp.

Der er med andre ord ikke de store udfordringer i musikken, men det betyder ikke, at der ikke er fremragende oplevelser at hente i selskab med ‘The Long Goodbye’, som er gruppens andet album. Inspirationen fra 60’ernes pænere side er nærværende. Nuttet ja, men udsat for country på mild syre, en småkrukket fløjte og et par fløjlshandsker, er sødmen mere dragende end vammel.

Tag eksempelvis et nummer som ‘The Late Great Cassiopia’, der med sin hengivne vokal-harmoni og letbenede surf får én til at tænke: mon ikke det var sådan, Beach Boys ville lyde, hvis de kom frem i dag? Eller et nummer som ‘Lazy May’, der ved første øjekast synes at begrænse sig til hillbilly-country, men som ved nærmere eftersyn blotlægger en nærmest vanedannende lille kærlighedserklæring. Det er intelligent på en blankpoleret, men yderst melodiøs måde. Og det gælder i høj grad også for den lille lummerfede ballade ‘Julia’, der ikke er til at komme uden om, hvis man besidder mere end en skefuld følelser.

Hører man The Essex Green mens man cykler, vælter man ikke nej, men der er overhængende fare for at ligne en lalleglad romantiker i fløjtende zigzag. Hvis man da ikke stopper for at undgå den lyserøde sky, der hænger faretruende over vejen – for den slags kan godt give åndenød. På en ret insisterende måde.

For sky-entusiaster er der ingen fare, så hop blot på jernhesten.