Audia

Selv om det skinner igennem, at ‘Great Dividing Strange’ er Audias debutalbum, har de formået at lave en gennembearbejdet og fremragende produktion, som bærer præg af kompromisløs perfektionisme og mange mandetimer i studiet. Det er bare synd, at musikken på pladen ikke er halvt så original som præsentationen af selvsamme.

På blot ni tracks, (for)fører Audia os igennem et spektakulært skue af deres musikalske kunnen ved at servere vidt forskellige sange – hvilket gør det umuligt at præcisere deres sound. Man foranlediges primært til at drage sammenligninger med danske Pockets (‘Bye Mr. Jones’) for deres letkøbte og sød-melodiske pop/rock. Men øjeblikket efter kastes vi ud i dystre harmonier og storladne ballader, og slutteligt bydes der på guitardomineret rock med hang til sen-80’ernes tostemmige guitareskapader.

Men gudforbarmemig om de ikke har lavet en fortolkning af Kim Wildes ‘Kids in America’, som snart er skamplagieret mere end John Fogerty’s udødelige ‘Proud Mary’. Det er hverken et skægt eller originalt påfund. Ej heller en sjov gimmick eller en spændende fortolkning. Det er slet og ret en dårlig idé.

Der hersker ingen tvivl om, at Audia kan deres kram – og har styr på at servere det på en attraktiv måde. Pladen beviser tydeligt, at Audia kan skabe inspirerende musik, men man efterlades uden at vide, hvad de egentlig vil.