Indenfor de sidste par år er der kommet et nyt bæst på metalscenen. Mastodon er navnet, og det ligner ikke helt de andre væsner omkring sig.
Mastodons debut, ‘Remission’, fra 2002 var nærmest en anakronisme, en hektisk, sprudlende og vanvittig effektiv blanding af indflydelser hentet fra de sidste 30 års rockhistorie. ‘Remission’ blev sammenlignet med alt fra tidlig Metallica, over psykedelisk posthardcore som Neurosis og Isis, til prog-rock giganter som King Crimson, Rush og Genesis. Som den elefantens forfader, som bandet fra Atlanta er opkaldt efter, så stak Mastodons eklektiske og originale stil i høj grad op i landskabet.
Jagten på den hvide hval
Men der var alligevel nok ingen, der havde forventet bandets næste træk, en musikalsk rejse, der begyndte, da Mastodons trommeslager, Brann Dailor, på en lang flyvetur fordrev tiden med at læse Herman Melvilles romanklassiker, ‘Moby-Dick’. Romanen gjorde så stort indtryk på ham, at han insisterede på, at bandets næste album skulle være baseret på fortællingen om jagten på den hvide hval. Som sagt så gjort. ‘Leviathan’, Mastodons andet album, er et klassisk konceptalbum og endda et fantastisk vellykket et af slagsen, hvor alt fra tekster til coverbilleder knytter an til Herman Melvilles roman.
Men hvorfor lige ‘Moby-Dick’? Hvad var det ved historien , der tiltrak bandet? Det er det altoverskyggende spørgsmål, da Soundvenue sætter Mastodons ene guitarist, Bill Kelliher, stævne i Valby Hallens omklædningsrum, godt to timer før bandet leverer et fænomenalt set, der for en kort stund får én til at glemme Valby Hallens traurige gymnastiksals-stemning.
– På en af de første sider i bogen bliver Moby-Dick kaldt for ‘a sea salt mastodon’, så det tog vi lidt som et tegn, siger Bill og fortsætter.
– Bogen er en fortælling om menneskelig triumf, eller menneskets stræben efter triumf. Den handler om den her vanvittige Kaptajn Ahab, som tager sine mænd med ud i det åbne landskab. De siger farvel til deres familier og ofrer alt for denne drøm, denne jagt på Moby Dick. Og så kigger vi på os selv og tænker, at det er lidt den samme situation, vi er i. Vi har en stor hvid bus, som vi bor i, når vi er på tour. Vi hopper ind i den og tager på togt, går efter vores drøm og skubber alt andet til side i jagten på den. Så på den måde ser vi en masse paralleller fra ‘Moby-Dick’ til vores egen situation. Samtidig har bogen et meget stærkt billedsprog, og vi så, at der var mulighed for at skrive nogen virkeligt stærke tekster. Den er skrevet i 1851, og folk talte mere poetisk dengang, så vi tog den bare derfra, siger guitaristen.
Sange om rigtige mænd
Men helt ærligt, voksne tatoverede mænd, der synger om fisk, havfruer og livet på havet? Som koncept virker det ikke ligefrem som den mest sikre og oplagte recept for et metalband, der står foran det svære andet album. Så var der ikke øjeblikke, hvor Bill selv var lidt bange for, at det ikke ville blive taget seriøst, at publikum og presse ikke ville kunne forholde sig til det?
– Nej, jeg tøvede ikke på noget tidspunkt under processen, kommer det prompte fra Bill.
– Efterhånden som sangene begyndte at tage form, vidste jeg, at det ville blive godt. Og disse figurer i bogen, det er nogle hårde drenge. Enhver, der kan blive hvalfanger og være på en båd i så lang tid, er hård. Jeg har lige taget en færgetur på en halv time i dag, og det var allerede nok til, at jeg blev søsyg, siger han.
Et fuldt udfoldet univers
Teksterne på ‘Leviathan’ er resultatet af en hård og omfattende kollektiv arbejdsprocess. Bill beskriver, hvordan tekstskrivningen konstant foregik, også under indspilningerne, hvor Mastodon i tide og utide dykkede ned i ‘Moby-Dick’ for at finde yderligere inspiration, hvilket resulterede i en kæmpe bunke notesbøger med tekst- og konceptideer. Bill mener selv, at de i teksterne har ramt den blanding af skønhed og brutal styrke, som ligger i bogen, en vurdering, som man kun kan tilslutte sig. Sange som ‘Blood and Thunder’ og ‘Hearts Alive’ formår som få at skabe storslåede billeder i mit hoved.
Men én ting er, at kunne holde en konceptuel vinkel gennem et albums tekster. Noget helt andet er også at formidle dette koncept gennem musikken. Og også her er ‘Leviathan’ et exceptionelt album. Musikken gynger og svinger, og Mastodon formår at skabe en sanselig oplevelse af, at man er tilstede dér, på havet, ombord på kaptajn Ahab’s skib ‘The Peqoud’.
– Jeg kan bedre høre det nu, når vi spiller sangene live, siger Bill.
– Når jeg spiller en sang som ‘Iron Tusk’, og ser publikum bevæge sig som en form for bølge, så føles det, som om jeg er ombord på et skib. Det er nærmest en form for pirat musik eller sømandsviser. Men jeg er generelt bare utroligt glad for, hvordan hver enkelt sang endte med at lyde. Vi havde en hel måned i studiet, og vi havde mulighed for virkelig at arbejde intenst med, hvordan vi ville have hver del af musikken til at lyde, hvilke billeder vi ville formidle i musikken. Dit mål er at få lytteren til at føle teksten, og hvad du gerne vil kommunikere, argumenterer han.
Analoge fortidslevn
Den sidste vigtige brik i det puslespil, der har gjort ‘Leviathan’ til et unikt album på nutidens musikscene, er produktionen, der ligger endda meget langt fra, hvordan et metal-album ‘bør’ lyde i 2004. Tværtimod føler man sig produktionsmæssigt hensat til slutningen af halvfjerdserne eller starten af firserne, og man kommer uhjælpeligt til at tænke, at ‘Leviathan’ ville lyde bedre på vinyl. Men denne æstetik er der en naturlig forklaring på, siger Bill.
– Dette sen halvfjerdser og tidlig firser-feel, som vi har, har meget at gøre med de instrumenter, som vi spiller på, siger han og nævner bl.a. vintage-udstyr som gamle Gibson-guitarer og Marshall forstærkere fra starten af firserne.
– Vi bruger ikke digitalt udstyr, og vi indspillede på to-tommers bånd, som man gjorde dengang. Jeg elsker guitarlyden på Metallica’s ‘Ride The Lightning’ og ‘Master Of Puppets’, og du kan ikke genskabe den lyd med digitalt udstyr, jeg kan altid høre forskel. Folk har sagt til mig, at guitarlyden på ‘Leviathan’ ikke er forvrænget nok. Men det handler ikke om distortion, det handler om, at det skal være tungt, at det skal være heavy, og det synes jeg, at vi har opnået, siger Bill.
– Vi er et ‘oldschool band’ i en ‘new metal world’, og det har jeg det fint med, slutter han med et bredt smil.