Perfect

Det er ikke ofte, man får stukket et album i hånden som ‘Once, Twice, Three Times A Maybe’. Der er nemlig tale om et debutalbum fra et band, som gik i opløsning for flere år siden.

Numrene er indspillet i 1996-1997 og var da ment som en opfølger til Perfects ep ‘When Squirrels Play Chicken’. På grund af uoverensstemmelser med pladeselskab såvel som internt i bandet valgte Perfect at opløse sig selv. Herefter har numrene blot ligget og samlet støv, indtil en pladeselskabsfusion gjorde udgivelsen mulig.

Ti numre fordelt på godt 33 minutter, der bevæger sig inden for et musikalsk spillerum bestående af college-rock og lidt mere viril punkinspireret rock, og Perfect gør sig uden tvivl bedst, når de nærmer sig sidstnævnte stil.

De The Cure-lydende ‘7 Days A Week’ og ‘Me’ er albummets bedste, mens flere af albummets andre numre i lidt for tydelig grad bærer præg af de musikalske strømninger, der var toneangivende på indspilningstidspunktet. ‘Making of an Asshole’ vækker eksempelvis minder om The Offspring, da disse slog deres første folder i mangt en teenagers højttalere i midthalvfemserne.

Det er selvfølgelig ikke andet end forventeligt, at (da)tidens strømninger kan høres i musikken, men det er ikke desto mindre med til at støtte det helhedsindtryk, at albummet ikke er udgivet for sådan for alvor at rykke ved nogen eller noget, men snarere er udtryk for let nostalgisk defensiv pladeselskabstænkning.

Der er således tale om en hæderlig omgang småpunkpoppet rocklyd, som verden bestemt kunne have levet med at høre mere af, men som formentlig ikke vil blive savnet af mange. R.I.P., Perfect, R.I.P.