Anmelderne har givet The Black Keys en svensk nåletræsskov af opadvendte tommelfingre for deres beskidte halvfjerserlyd. Men sammenligningen med White Stripes jager det to mand brede band fra Ohio. Soundvenue ringede til bandets syngende guitarist for at få sat tingene på plads.
Nu kommer de. De tomandede orkestre, der træder skohæle på The White Stripes. I Danmark er Halph dukket op, og den verdensberømte svingstat Ohio har også et bud. The Black Keys spiller råt, iskoldt og firkantet bluesrock og indspiller på et lige så skrabet budget.
Lyder det som White Stripes? Måske. Lad os høre forsanger og guitarist i Black Keys, Dan Auerbach.
The White Stripes, The Black Keys
Hvis man skynder sig at sige The White Stripes og The Black Keys, lyder det som om man lige er blevet bedt om at beskrive et klaver. De rene hvide toner og de skæve sorte toner. En beskrivelse som sjovt nok også musikalsk rammer forskellen mellem de to bands.
Trommeslager Patrick Carney og Dan Auerbach blev selv overrasket, da de hørte om The White Stripes.
– Vi syntes, det var ret uheldigt. Men altså, vi kunne jo lide vores navn, og vi anede intet om dem dengang i 1999. Hvis du havde mødt den fyr, vi fik navnet fra, ville du nok forstå det. Han er en kunstner her fra Akron, Ohio og er retarderet og skizofren. Han har alle de her ting, han går rundt og siger – en af dem er ‘a black key’, hvis nogen opfører sig dumt.
Tomandshæren
To i alt. En hårdtslående trommeslager og en guitarist med sanganlæg. Musikpressen er ikke bange for at sammenligne de to bands, så Soundvenue spurgte Dan, hvad han tror, journalisterne mener, når de gør det.
– Det er fordi, vi også kun har to medlemmer og er inspireret af blues. Jeg har spillet med Dan siden vi var 16-17 år tilbage i 1996-’97-stykker. Jeg har aldrig rigtig hørt The White Stripes spille, men jeg har set billeder af dem i bladene, og jeg kan ikke forestille mig at blive sammenlignet med en gruppe, der er så… modebevidst. Ikke at det er dårligt. Vi er bare så modsatte, at jeg ikke kan forestille mig at blive sammenlignet med dem.
Den lille, nordøstlige by i USA
Der er tale om to hovedstæder. Bilindustriens hovedstad Detroit i staten Michigan og gummiindustriens hovedstad Akron i nabostaten Ohio.
– Det har helt sikkert haft stor indflydelse, at vi kommer fra denne her lille by. Der var ingen studier i nærheden. Ingen gode musikbutikker. Ingen spillesteder. Så hvis vi ville noget, var vi nødt til at gøre det hele selv, så vi morede os i flere år med bare at indspille sange på vores firespors-båndoptager.
Det er der foreløbigt kommet tre udgivelser ud af. ‘The Big Come Up’ fra 2002, ‘Thickfreakness’ fra 2003 og den nye ‘Rubber Factory’, der bragte bandet forbi Loppen i november.
De skrabede optagelser
Både de hvide og de sorte tangenter indspiller næsten uden penge – eller instrumenter, for den sags skyld.
– Optagelserne er halvdelen af hele vores lyd. Vi optog vores album ‘Rubber Factory’ i en gammel gummifabrik inde midt i Akron. Alle de store gummifabrikker var her, men nu er de væk, og mange af kæmpebygningerne står bare tomme. Vi fandt en af dem, lejede et lokale og indrettede et studie.
Men en gammel gummifabrik er ikke ligefrem ideel som pladestudie.
– Det fik stor indflydelse på lyden. Vi måtte eksperimentere og rode med det hele for bare at få det til at lyde halvt, som vi forestillede os det. Men jeg er ret sikker på, at bydelen, alle de gamle fabrikker – du ved – og al den tid vi brugte i fabrikken, og sådan som vi havde det, fik ret stor indflydelse på lyden.
Blues-inspirationen
– Min mors familie spillede altid ‘bluegrass’-musik til familiefesterne. Jeg elskede det. Det var bare så fyldt med sjæl og gennemført naturligt. Bare måden de sang på. Det er min største inspiration, siger Dan Auerbach. Men der skulle mange runde fødselsdage til, før han selv begyndte at spille med til familiefesterne.
– Jeg anede ikke, hvordan man gjorde. Jeg fik en guitar, og sad så bare i nærheden, når de spillede. Du ved, den der lille, irriterende møgunge, der fuckede alle sangene op. Men i dag spiller jeg med, og det er fedt.
Hylden med plader, der virkelig har inspireret Dans sange til The Black Keys, behøver ikke være særlig godt skruet op på væggen, men én plade skal den kunne bære. Et album fra en af de første blues-pionerer.
– Junior Kimbroughs ‘Sad Days and Lonely Nights’ spillede en kæmpe rolle. Den gav mig endnu mere lyst til at spille guitar – og droppe ud af skolen. Jeg hørte pladen og kunne simpelthen ikke forlade mit kollegieværelse. Jeg sad bare der og undrede mig over, hvordan fanden de gjorde.
Hvordan de gjorde fandt han ud af senere. Men nutidens overproducerede musik siger ikke Dan særlig meget. Lige med undtagelse af en harpespillende pige fra Californien.
– Der er masser af det, jeg godt kan lide, men det skal helst minde om den gamle rock eller bare være råt og simpelt. Jeg er ikke meget for overproduceret musik, og det er det, jeg tror, de fleste forbinder med moderne musik. Jo, jeg er rigtig vild med Joanna Newsom. Ja, jeg ved sgu ikke rigtigt.
Men det gør The Black Keys’ fans. I september lå ‘Rubber Factory’ nummer 11 på den amerikanske indie-salgsliste, og Dan og Patrick tog af sted på Europaturné stort set lige efter, vi lagde røret.
Lou Reed er et røvhul
The White Stripes bliver dog hjemme, mens The Black Keys lige nu står på eller ved siden af en scene et sted i Europa. I ryggen har de en USA-turné. En turné, som blandt andet førte dem forbi Lincoln-centret i New York, hvor de to unge mænd fra Ohio sad i et backstage-rum med stjerner som Wyclef Jean, Edie Brickell, Paul Simon og Lou Reed. Alt i alt en underlig oplevelse, fortæller Dan.
– Jeg ved sgu ikke rigtig. Det var ikke så meget det at være ‘tæt’ på stjernerne. Det var mere det at være tæt på folk, jeg ser på som ikoner, Lou Reed, Paul Simon, du ved. Det er bare mærkeligt. Flere af dem tror de er stjerner, og går rundt omme bag scenen som om de… Ja, du ved, hvad jeg mener. Det er noget mærkeligt pis. Jeg hader alt det der. Det er noget påtaget bullshit.
Et af ikonerne viste sig dog fra en noget overraskende side.
– Lou Reed er en røvbanan. Opblæst og arrogant, du ved. Min fætter spillede guitar for ham i årevis, men døde for nyligt – og ja, Lou Reed var sgu ligeglad, han nævnte det ikke en gang. Han havde for travlt med at fortælle Wyclef Jean, hvor fucking fantastisk han var, og da Wyclef så gik på scenen og sang den der ‘Feeling hot, hot, hot’, blev det hele sgu for meget.
Oplevelsen betyder ikke noget for Dans kærlighed til Lou Reeds musik. Særligt er det Velvet Underground-pladerne, der altid vil stå som noget helt specielt for den 26-årige Dan Auerbach, som allerede er udnævnt til frontløber for den næste rockrevolution – i samme styrke som Velvet Underground selv var det.
Og så er vi, hvor vi startede. Black Keys er helt specielle. Og så er de slet ikke The White Stripes. Især ikke når man spørger Dan.